Ticans største leverandør: Det er en presbold til Danish Crown

Provokation, stunt eller kærkomment pust. Ticans brud med at følge markedslederen på noteringen vækker opsigt blandt leverandørerne. Spørgsmålet er, om det holder grise i de danske stalde.
Foto: Sebastian Buur Gunvald
Foto: Sebastian Buur Gunvald

Det drejer sig kun om 20 øre, men ifølge to svineproducenter har de stor signalværdi.

For da Tican torsdag løftede slagtesvinenoteringen med 40 øre til 12,40 kr. per kilo svinekød og dermed overhalede Danish Crowns notering med 20 øre, var det også et brud med en årelang praksis om at følge den største konkurrent op og ned i markedet.

Blæser til kamp om grisene: Tican løfter notering over Danish Crowns

Det mener både bestyrelsesformand for Ticans største leverandør, andelsselskabet Dangris, Søren Overgaard, og formand for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen.

”Det er ikke noget, der sker ret tit. I mine 20 år i gamet, er det måske sket en enkelt gang for 15 år siden. Derfor er det en stor ting,” lyder det fra sidstnævnte, hvilket Søren Overgaard tilslutter sig:

”Det er ikke noget, der sker hvert tiende år,” siger han.

Begge anser det også som et forsøg på at skubbe til den danske notering.

”Det fortæller da lidt om, at noteringen i Danmark er for lav. Vi har en kæmpe udfordring, hvor vi ligger 3-4 kr under det europæiske niveau. Så jeg ser det som et udtryk for, at der skal sparkes til noteringen i Danmark, for at smågrisene ikke sendes ud af landet, så vi kan blive ved med at lave slagtesvin i Danmark,” siger Søren Overgaard.

Skub til noteringen

De danske slagtesvineproducenter har i en periode været pressede af, at noteringen ikke matcher omkostningerne, mens flere europæiske svineproducenter får bedre noteringer.

Danish Crown lå i seneste regnskabsår 73 øre bag konkurrenterne i Tyskland, Spanien, Frankrig og Holland.

Den lavere danske notering har medført, at slagterierne har modtaget færre slagtesvin. Sammenligner man tallene for 2023 til og med uge 9 med 2022 , er der ifølge den ugentlige opgørelse fra Markedsnyt for Grisekød fra Landbrug & Fødevarer kørt 15,6 pct. færre grise til de danske slagterier i år.

Slagte-statistik afslører grisesektorens mavepuster

”Noteringen skal stige, og den skal stige hurtigt. Så det er en god ide at skubbe til det. Der er ikke nogen idé i at få 1,30 kr. i efterbetaling, hvis grisene ikke er her længere,” siger Søren Overgaard.

Dermed ser han det heller ikke som problematisk, at Tican ikke følger Danish Crowns notering op og ned, som hidtil har været praksis. 

Han kan nemlig ikke forestille sig, at Tican vil gå under Danish Crowns notering.

”Det kan de ikke. Det kan være, de prøver, men det vil de ikke komme godt fra. Jeg ser det her som et forsøg på at få lavinen til at rulle. Det er en presbold til Danish Crown og en opbakning til sektoren,” siger han.

Tican-topchef om noteringsløft: Der er jo ingen lov om at følge Danish Crown

Dangris, der årligt leverer 1,5 mio. slagtesvin til Tican og har 170 andelshavere, ligger også midt i et retligt slagsmål med det Tönnies-ejede slagteri, efter at Tican i 2021 ikke matchede Danish Crowns restbetaling. 

I efteråret besluttede Tican alligevel, næsten et år efter, at efterkomme leverandørernes krav med og udbetale en stor del af den ”manglende” restbetaling, så man mindskede efterslæbet til andelskoncernens betaling.

”Tönnies har lidt goodwill skal bygges op, og det her giver da noget røre i andedammen. Det giver noget positiv omtale, i forhold til at det er vigtigt, at slagtesvinenoteringen i Danmark kommer op. Ellers smutter endnu flere smågrise ud af landet,” siger Søren Overgaard.

God reklame

Også Jeppe Bloch Nielsen, vurderer, at Tican ved at overhale Danish Crowns notering kan presse andelsslagteriet.

”Jeg håber, det får Danish Crown til at vågne op. Det er jo en provokation, og det, mener jeg, er et kærkomment pust. Det er jo samtidig en konstatering af, at Tican er bekymret for råvaregrundlaget i Danmark, når der lige nu er den mængde smågrise, der tordner sydpå. Nu tager de ansvar for danske arbejdspladser og slagterier i mine øjne,” siger formanden:

”Det kommer helt sikkert til at presse Danish Crown og sætte fokus på den helt horrible notering. De må sidde og svede lidt i Randers (red: Danish Crown), og jeg tror, de bliver nødt til at følge med op,” siger han.

Han er dog ikke i tvivl om, at Tican gør det rette.

”Det er fantastisk. Genialt. Et smart træk. Det er vildt positivt, at man gør det, og jeg glæder mig over, at Tican ser mere positivt på markedet end Danish Crown,” lyder det fra Jeppe Bloch Nielsen:

”Der kommer formentlig ikke flere kontrakter i hus på baggrund af det her stunt, men det er god reklame, og det tvinger Danish Crown ud af busken, og det, mener jeg, er kærkomment.”

Han vurderer dog også, at det er en engangsting.

”Jeg tror, at Tican efterfølgende kommer til at følge Danish Crown igen. Jeg har ingen forventning om, at de vil ligge over efter det her,” vurderer formanden.

Danish Crowns ønsker ikke at svare på, om det er en presbold til slagteriet, men pressechef Jens Hansen svarer: 

”Vi har heldigvis fri konkurrence i Danmark. Det ændrer ikke noget ved den opgave, vi står over for på den korte bane, som er et genetablere Danish Crowns konkurrencekraft i Europa,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

For abonnenter

Læs også