Asiens største grovvarekoncern mærkede markant vækst i første halvår

Wilmar, som er en af de førende grovvarekoncerner i både Asien og Afrika, kom ud af første halvår med positive tal særlig positivt påvirket af de stigende råvarepriser på globalt plan.

Det Singapore-baserede grovvareselskab Wilmar, der er det største af slagsen i Asien og Afrika, mærkede en enorm fremgang på top- og bundlinje i første halvår af 2021.

Det viser et nyt regnskab fra den internationale koncern.

Wilmar så således en vækst på 30 pct. i omsætningen, som lød på 29,5 mia. dollar (187 mia. kr.) i første halvår af 2021 mod 22,6 mia. dollar (143 mia. kr.) i samme periode året forinden. På bundlinjen steg nettoresultatet med 23 pct. til 750 mio. dollar (4,7 mia. kr.)

Grovvarekoncernen skriver i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet, at fremgangen i omsætningen særligt skal ses i lyset af den seneste tids stigninger i råvarepriserne globalt.

Mens det betød et fald i resultatet fra i fødevarebenet i Wilmar på 13 pct. trods stigende salg, fik det til gengæld positiv indvirkning for foder- og industribenet. Her steg resultatet før skat med 29 pct. til trods for, at afsætningen faldt marginalt med 0,6 pct., fremgår det.

Tilfredsstillende resultat

Overordnet set var der tale om et tilfredsstillende resultat, udtaler Wilmars bestyrelsesformand og adm. direktør Kuok Khoon Hong.

"Covid-19-pandemien blev forlænget ind i det indeværende år og medfører fortsat forstyrrelser og markedsvolatilitet i de lande, hvor koncernen opererer. Resultaterne for første halvår 2021 har været tilfredsstillende trods de udfordrende driftsbetingelser skabt af både covid-19 og stigende råvarepriser," siger han i en kommentar.

Wilmar blev stiftet i 1991 og har hovedkvarter i Singapore. I dag er det den ledende landbrugsvirksomhed i Asien, og virksomheden er en af de mest største virksomheder målt på markedsværdi i landet.

Koncernen arbejder med dyrkning, forarbejdning og distribution af fødevarer, animalsk foder og industrielle landbrugsprodukter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også