Producent af præcisionslandbrug opkøber svensk samarbejdspartner

Thorsen-Teknik, der leverer præcisionsudstyr til landbruget som forhandler af Topcon, har opkøbt sin svenske samarbejdspartner Agrotech AB.
Overtagelsen sker fra dags dato d. 1. oktober, og selskabet fra Farsø er derved til stede i landene Danmark, Norge og Sverige, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Thorsen-Tekniks svenske forretning vil fremover hedde Agrotech powered by Thorsen-Teknik.
Thorsen-Teknik vil gennem opkøbet styrke sin position på det svenske marked.
"Agrotech AB har i mere end 30 år leveret elektronisk præcisionsudstyr i form af TeeJet Technologies og Topcon til mange svenske landmænd. Overtagelsen af Agrotech AB vil derfor styrke vores markedsposition markant, samt forankre vores rolle som OEM-leverandør i hele af Europa", siger Torben Thorsen, ejer af Thorsen-Teknik, i pressemeddelelsen.
Opkøbet betyder, at selskabet får en bredere produktportefølje og et større serviceniveau ifølge pressemeddelelsen. Samtidig vil der blive oprettet et nyt salgskontor i den svenske by Ystad og et netværk af lokale servicepartnere og forhandlere.
Oscar Ferngard tiltræder som afdelingsleder for den svenske forretningsgren.
"Med det nye Thorsen-Teknik kompetencecenter har vi mulighed for at tilbyde solide løsninger til maskinfabrikanter, samt invitere både slutbrugere og OEM-kunder til gennemsyn og testning af vores produkter. Det giver os gode muligheder for at synliggøre de nyeste præcisions-teknologier og udviklingen ilandbruget," siger afdelingslederen i pressemeddelelsen.
Det daværende Agrotech AB bestod af to ansatte.
Thorsen Teknik konkurrerer i Danmark med Ag Precision og Geoteam.
Relaterede artikler:
Præcisionsvirksomhed forventer en afmatning i væksten
For abonnenter
Præcisionsvirksomhed øger bundlinjen
For abonnenter