Tönnies' coronaramte storslagteri må igen eksportere til Kina

Den tyske slagterikoncern Tönnies' slagteri i Rheda-Wiedenbrück, der har været hårdt ramt af coronavirus, må igen eksportere svinekød til Kina.
Det skriver det tyske medie Fleischwirtschaft.
Kina suspenderede slagteriet fra at sende kød til landet 18. juni efter, at slagteriet fik konstateret et udbrud af coronavirus 14. juni.
Slagteriet i Rheda-Wiedenbrück er siden genåbningen nu oppe på at slagte 17.000 svin om dagen ifølge mediet. Den maksimale kapacitet er 25.000-30.000 svin dagligt.
Tönnies har siden udbruddet foretaget coronatests af de 7300 ansatte på slagteriet. Omkring 1400 ansatte har været smittet med corona, og slagteriet har været lukket indtil midten af juli.
Slagteriet i Rheda-Wiedenbrück er Tönnies' og Tysklands største slagteri.
Til sammenligning slagter Danish Crowns største slagteri i Horsens omkring 100.000 svin om ugen.
Tönnies har strammet op på hygiejnen efter udbruddet og installeret ny filterteknologi samt opsat plexiglasruder mellem de ansatte ifølge mediet.
For den danske virksomhed Tican, der er ejet af Tönnies, har nedlukningen af slagteriet betydet, at nogle delstykker fra slagterierne i Danmark, der normalt går til udbening og forarbejdning i Tyskland, har været reduceret i perioden.
Det har samtidig med en ombygning af slagteriet i Thisted betydet udskydelser af slagtninger, hvorfor privatvirksomhedens leverandører ikke har kunnet komme af med alle deres grise.
For nuværende har Tican udskudt grise svarende til omkring otte dage, hvilket betyder forskydninger i afhentningstidspunktet på omkring 14 dage. Selskabets notering for slagtegrise er 10,50 kr. per kg og for søer 6,10 kr. per kg.
Tönnies havde i 2019 en omsætning, der samlet steg med 9,8 pct. til 7,3 mia. euro, svarende til 52,3 mia. kr.
Den voksende omsætning er kommet i et år, hvor antallet af svineslagtninger på 20,8 millioner var det samme som året før, dog steg antallet af slagtninger i Tyskland med 500.000 i forhold til året før.
Analytikere: Kinas suspendering af kødimport sender priser op
Kina suspenderer import af kød yderligere: To brasilianske slagterier afvises
Storbank forventer fortsatte usikkerheder på det globale svinemarked
Kina dikterer i smittesag: Danish Crowns eksportstop var langt fra "frivilligt"