USA: Pandemi fremskynder skifte til kød-alternativer

Coronapandemien transformerer i øjeblikket det amerikanske kødmarked, hvor salget af plantebaserede substitutter vokser, mens lukninger af slagterier og forarbejdningsanlæg truer produktionen af animalske produkter.
Det skriver Financial Times med henvisning til nye tal fra analysehuset Nielsen.
Tallene viser, at salget af plantebaserede kød-alternativer i forrige uge gik frem med hele 200 pct. mod samme periode sidste år.
Til sammenligning steg salget af frisk kød med 30 pct. i perioden.
En del af forklaringen er, at produktionen af plantebaserede varianter i langt højere grad er automatiseret - og derfor mindre følsom overfor nedsat bemanding under coronakrisen.
"Forsyningskæden for plantebaseret kød er langt nemmere at tilpasse," siger Bruce Friedrich, stifter af Good Food Institute, der fremmer brugen af plantebaserede fødevarer i USA, til Financial Times.
Han understreger dog, at det stigende salg af kødfrie varer ikke kun afspejler en mere stabil produktion. Det er også udtryk for en større trend i USA.
Forbrugerne viser nemlig en støt stigende appetit på de plantebaserede kødvarianter, omend produkterne fortsat udgør en marginal del af det samlede kødmarked i USA.
Alt imens flere amerikanere vælger de plantebaserede alternativer bokser flere af landets største slagterikoncerner med forekomst af covid-19 blandt slagteriansatte, der ofte står tæt i produktionen. Problemerner har betydet nedlukning af flere store slagterier, og i sidste uge lød vurderingen, at omkring 25 pct. af slagtekapaciteten på svin i USA for øjeblikket ikke kan udnyttes.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FødevareWatch)
Relaterede artikler:
Corona sætter klare aftryk i Nestlés første kvartal
For abonnenter
Starbucks introducerer Beyond Meat og Oatly i Kina
For abonnenter