Afrikansk svinepest får ingrediensselskab til at opsige størstedelen af medarbejderne

Essentia Protein Solutions, der ejer Scanflavour, lukker underskudsgivende fabrik og afskediger to tredjedele af stedets 58 medarbejdere. Det skyldes blandt andet følgerne af afrikansk svinepest.
Foto: Juan Hein / Ritzau Scanpix
Foto: Juan Hein / Ritzau Scanpix
AF IDA GAUNØ SCHEEL-BECH

Ingrediensselskabet Essentia Protein Solutions lukker Scanflavour-fabrik i Møldrup og opsiger to tredjedele af stedets 58 medarbejdere. Den sidste tredjedel vil få tilbudt arbejde på selskabets fabrik i Hobro.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Essentia Protein Solutions.

"Selvom Scanflavour var truende tæt på en konkurs ved overtagelsen 1. juni 2018, havde vi en forventning om, at vi ville lykkes med at vende udviklingen. Vi har blandt andet arbejdet målrettet på at igangsætte produktion i de uudnyttede faciliteter i Møldrup via samarbejder med eksterne partnere. Det er imidlertid ikke lykkedes at skabe en attraktiv business case, da der skal investeres massivt for at rette op på det fejlslagne produktionsapparat i den nye fabrik," udtaler adm. direktør Asger S. Jacobsen i meddelelsen.

"Derudover har følgerne af afrikansk svinepest de seneste seks måneder forværret markedsforholdene for de funktionelle proteiner kraftigt, hvilket har umuliggjort en lønsom produktion i Møldrup. For at styrke forretningen og ruste os mod de kraftige råvareprisstigninger, vil der fremadrettet kun blive produceret i Hobro. Det er meget ærgerligt, at det ikke er lykkedes at fastholde aktiviteten på fabrikken i Møldrup, særligt for de mange loyale medarbejdere," lyder det videre fra direktøren.

Fabrikslukningen sker, efter selskabet gennemførte betydelige prisstigninger på Scanflavours kerneprodukter for at gøre dem rentable. Stigningerne resulterede i et vigende salg - en situation der er accelereret gennem 2019, ifølge selskabet. Derfor har Essentia Protein Solutions set sig nødsaget til at lukke produktionen, der allerede ved overtagelsen i 2018 havde haft flere år med massive tab. Resultatet efter skat lød i 2017 på minus 61 mio. kr. og minus 121 mio. kr. i 2018.

Dertil er situationen for ingrediensselskabet blevet forværret af de globale effekter af afrikansk svinepest i Asien, som har medført drastisk stigende råvarepriser i Europa i størrelsesordenen 60 pct. i år med en fortsat opadgående tendens. Af disse årsager vil der ikke være balance i regnskabet for Scanflavour A/S i 2019, skriver ingrediensselskabet.

Det er ikke første Scanflavour-fabrik Essentia Protein Solutions lukker ned. Allerede kort efter overtagelsen af selskabet i 2018 lukkede man en nyoprettet og fejlslagen fabriksenhed lukket ned.

Scanflavour havde investeret ca. 350 mio. kr. i det nye produktionsanlæg, og allerede i 2017 meldte daværende direktør Henrik Halsskov ud, at projektet var kørt helt af sporet. I alt er 274 mio. kr. blev nedskrevet på ny fabriksbygning og nyt produktionsanlæg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Photo: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også