Politi tiltaler vognmænd for over 1000 tilfælde af brud på regler for transporter af svin og kvæg

Grise og kvæg er blevet transporteret længere tid end tilladt. Sådan lyder det i en ny stor tiltale, som Fyns Politi har rejst.
Foto: Janus Engel
Foto: Janus Engel

11 danske vognmænd og speditører er blevet tiltalt af Fyns Politi for mere end 1000 tilfælde af brud på reglerne for transport af svin og kvæg.

Det skriver DR.

Ifølge anklageskriftet handler de fleste af anklagepunkterne om, at transporttiden har været for lang.

"Det har en direkte negativ effekt på dyrenes velfærd. De lange transporttider betyder, at dyrene bliver trætte og stressede undervejs," siger veterinærchef i Fødevarestyrelsens VeterinærSyd, Signe Hvidt-Nielsen, til DR.

Brancheforening: Handlet i god tro

Vognmændene er kun tiltalt for brud på reglerne om transport af dyr og ikke for dyremishandling. Formand for brancheforeningen Sammarks , Lisbet Hommelhoff, mener ikke, at Fyns Politi har en god sag.

"Vi har i branchen fulgt en praksis, hvor vi efter en transport med smågrise efterfølgende har oplyst Fødevarestyrelsen om, at transporten i visse tilfælde har taget et par timer ekstra," siger hun i en pressemeddelelse.

Hun tilføjer: "Det har vi så haft opfattelsen af var helt i orden, idet vi ikke har fået andet at vide – til trods for at det er en kontrol, vi betaler for, at Fødevarestyrelsen udfører. Der er derfor handlet i god tro om, at denne praksis var helt i orden. Vi mener ikke, at man i Danmark kan blive dømt med tilbagevirkende kraft, og vi har tillid til det danske retsvæsen," siger Lisbet Hommelhoff.

Anklagemyndigheden forventer, at sagen kommer for retten i sommeren 2020.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også