Bayer forbereder sig på flere sagsøgere i Roundup-sag

Tyske Bayer forbereder sig på en markant stigning i antallet af personer, der vil lægge sag an mod selskabet i en sag om ukrudtsmidlet Roundup, som selskabet overtog med købet af amerikanske Monsanto.
Siden mæglingssamtalerne begyndte, er amerikanske advokater i højere grad begyndt at søge nye klienter gennem markedsføring, og Bayer forventer, at det vil få bjerget af sagsøgere til at vokse endnu mere. Det skriver Bloomberg News.
Den seneste opdatering fra Bayer om søgsmålene blev offentliggjort i juli, og den viste ifølge mediet, at der på daværende tidspunkt var omkring 18.400 sagsøgere.
Søgsmålene går på, at Roundup er kræftfremkaldende. Bayer afviser anklagerne, og i en mail til Bloomberg News oplyser selskabet igen, at det anser midlet for at være "sikkert".
Indtil videre har tre forskellige dommere taget stilling til sager om Roundup. Ingen af de tre dommere har indtil videre givet Bayer ret, og det tyske selskab har siden appelleret de tre afgørelser.
I sidste uge kom det desuden frem, at en sag i St. Louis er blevet udsat til næste år.
"Parterne arbejder nu sammen med retten for at fastsætte en ny dato. Med ændringen i programmet og ingen retsdage i resten af året bliver appellerne i de tre afsluttede sager et betydeligt fokus i de kommende måneder," lød det fra Bayer i en meddelelse.
Stor Roundup-sag mod tysk kemikæmpe i USA er udskudt til næste år
Relaterede artikler:
Store lagre af pesticid rammer kemiproducent
For abonnenter