Seges om omfattende GPS-tyverier: Meget sofistikerede

Bounum Maskinstation, Bejstrup Maskinstation, Klovtoft Maskinstation og Gads Maskinstation og flere andre har for nyligt haft ubudne gæster, der har stjålet GPS-anlæg fra traktorer.
Politiet har nu samlet efterforskningen hos Udlændingekontrolafdelingen i Padborg ud fra den antagelse, at der er tale om såkaldte OKGer; Omrejsende Kriminelle Grupper. Det skriver Weekendavisen.
Politiet formoder, at det østeuropæiske kriminelle, der står bag tyverierne. Ifølge sektordirektør i Seges, Troels Toft, finder lignende tyverier også sted i Østeuropa.
"I Rumænien kan nærmest alt blive stjålet. Landbrugene ansætter vagtværn, fordi der forsvinder diesel, medicin til dyrene, reservedele, gødning. Du drømmer ikke om, hvor sofistikerede tyverierne er," siger Troels Toft til Weekendavisen.
Maskinbladet skrev i begyndelsen af september, at brancheforeningen Danske Maskinstationer & Entreprenør opfordrer landets maskinstationer til at mærket GPS-udstyr med både synlige mærker og usynlige mærker, hvor mærket kun kan vises under ultraviolet lys.