Ikke set i 35 år: Tican tager historisk forspring over Danish Crown på noteringen

70 øre i forskel er ikke set i svineproducent Søren Overgaards 35 år i branchen. Andelsformanden er ”dybt bekymret” for dansk svineproduktion.
Det seneste år har Tican flere gange taget førrertrøjen på i noterings-ræset. Men aldrig tidligere har forspringet været så markant som 70 øre. | Foto: Pr / Tican
Det seneste år har Tican flere gange taget førrertrøjen på i noterings-ræset. Men aldrig tidligere har forspringet været så markant som 70 øre. | Foto: Pr / Tican

Et historisk gab åbner sig i den kommende uge på den danske svinenotering.

Hvor kriseramte Danish Crown må sænke noteringen med 20 øre fra på mandag til 11,80 kr. pr kg, gnider Tican salt i det åbne sår hos andelsselskabet og fastholder sin svinepris på 12,50 kr.

Dermed lægger det privatejede Tönnies-slagteri sig historiske 70 øre over markedsleder Danish Crown. Det bekræfter adm. direktør Steen Sønnichsen torsdag over for AgriWatch.

”Vi fastholder noteringen på 12,5 kr. per kilo. Det, synes vi, er fair. Der er ikke noget, der falder i markedet. Vi er lidt ramt af, at sommervejret ikke kommer. Det er koldt, og det driller os. Men vi betaler det ud, vi kan, og jeg håber, at vores leverandører synes, at det er fair,” siger direktøren.

I en skriftlig kommentar til noterings-sænkningen fra Danish Crown torsdag middag lød det fra afgående adm. direktør Jais Valeur:

”Vi må desværre konstatere, at vi ikke endnu har set den positive afsmitning på efterspørgslen og priserne, som sommervejr og det forestående EM i fodbold kan levere. Derfor mener vi, at det er mest forsvarligt at korrigere noteringen nu, men vi er fortsat overbeviste om, at vores Horizon-forbedringsprogram sammen med lukningen af Ringsted vil sikre et stort skridt fremad på vores konkurrencekraft indenfor de næste 3-6 seks måneder, ligesom vi selvfølgelig vil udnytte de muligheder, markedet måtte byde på,” udtalte Jais Valeur.

Forskellen på 70 øre svarer til, at en svineproducent vil indkassere en merbetaling på mindst 60 kr. for hver eneste gris, han leverer til Tican fremfor Danish Crown den kommende uge.

Svineproducent: Ikke set i 35 år

I andelsselskabet Dangris, der består af de tidligere ejere af Tican, før det blev solgt til Tönnies-koncernen, glæder formand Søren Overgaard sig over, at noteringen fastholdes i Thisted-slagteriet.

”Jeg har aldrig i mine 35 år i branchen oplevet så stor en forskel. I al den tid, jeg har været med, har der været en fælles notering i Danmark, og så er konkurrencen gået på restbetalingen,” siger han, da AgriWatch kan fortælle ham, at Tican fastholder noteringen næste uge.

”Jeg er da glad for, at de fastholder og at de private tager et ansvar for, at der kommer penge ud til os svineproducenter, så de prøver at sikre sig, at vi fastholder nogle grise i staldene,” siger han og tilføjer:

”Men jeg er dybt bekymret for situationen i Danmark og at der er nogle, der får 70 øre mindre end os. Det er ikke sjovt længere. Vi ligger langt nok fra det europæiske niveau allerede, og det er uholdbart,” siger han.

Dangris leverer årligt omkring 1 mio. slagtegrise, primært til Tican, men efter en ny aftale med Danepork sidste år, går en del af andelshavernes grise til konkurrentslagteriet. Hvad Daneporks notering for den kommende uge lyder på, er endnu ikke oplyst.

Forventer du stadig, at I får restbetaling svarende til Danish Crowns?

”Ja, det gør jeg. Ellers er det jo lidt spil for galleriet,” siger Søren Overgaard.

Tican: Ingen gavn af tysk ejer

Ifølge Danske Svineproducenter lyder den tyske svinenotering i den kommende uge på 16,39 kr. per kilo, dog uden korrektion for forskelle i indtransport, efterbetaling og leveringsmasker.

Hos Tican melder Steen Sønnichsen, at han stadig ikke er tilfreds med efterslæbet i forhold til de europæiske noteringer.

”Vi tjener for lidt i forhold til, hvad vi gerne vil. Men det er vores pligt, når vi er så meget bagefter i Danmark i forhold til udlandet. Jeg har ikke noget mål om at ligge over Danish Crown, jeg vil ligge på 12,5 kr., uanset hvad de gør,” bedyrer han.

Du har kun halvfyldte kæder, med et sted mellem 60 og 70 pct. udnyttelse af din kapacitet. Hvad gør, at du kan tjene penge? Bruger du dine tyske ejere til afsætning?

”Det tyske marked sælger vi ikke ret meget til, for de har forpligtet sig til tysk kød. Så vi har desværre ikke tilgang til det marked, andet end lidt industri og foodservice. Der har vi ikke fordelen. Jeg kan ikke sige, hvor vi har fordelen, for jeg kender ikke de andres afsætning.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også