Arla-bestyrelsesmedlem: Mælkeprisen skal ses i lyset af andre mejeriselskabers pris

Arla har mødt kritik fra flere andelshavere, som ikke mener, at mælkeprisen hænger sammen med andelsselskabets resultater.
Foto: William Rønfeldt Kristensen
Foto: William Rønfeldt Kristensen

Arla kommer nu til genmæle mod kritikken fra flere parter i andelsselskabet, som har været uforstående over for mælkeprisen efter et - ifølge Arla - godt halvårsregnskab.

Det skriver Steen Nørgaard Madsen, formand for Arlas danske landeråd, i et læserbrev.

"Jeg er stolt af, at vi sammen formåede at fortsætte med at levere fødevarer gennem en af de værste kriser verden har set længe og som ingen i øjeblikket tør spå om, hvor længe der vil vare ved, og hvordan vi kan blive ramt," skriver Steen Nørgaard Madsen i et læserbrev og fortsætter:

"Men én ting ligger fast. Vores penge i andelsselskabet vil blive udbetalt til os, enten gennem efterbetaling og konsolidering eller gennem eventuelle prisstigninger i løbet af 2020, på en måde hvor vi både passer på vores egne forretninger og vores fælles andelsselskab."

Udtalelserne kommer efter, at Arlas mælkepris har mødt kritik fra flere sider på bagkant af, at andelsselskabet kunne præsentere et - ifølge Arla selv - godt regnskab.

Det er blandt andet Landsforeningen for Danske Mælkeproducenter, som har kritiseret Arla for at have mere fokus på organisationen frem for andelshaverne.

Samtidig har Landbrugsavisen bragt et læserbrev fra mælkeproducenterne Christian og Julie Rasmussen som blandt andet skrev:

"Vi må forlange, at I ikke gør grin med os producenter, som i gennemsnit knap får en afregningspris, der er omkostningsdækkende, og så siger I det går godt," skrev de to mælkeproducenter i læserbrevet.

Dobbeltrollen som virksomhedsejere af Arla og leverandører til Arla kan give kvaler, siger Steen Nørgaard Madsen, for som ejer har man et ansvar for at varetage ens egen bedrift og Arla som helhed. Når det går godt for Arla, skal det holdes op i mod andre mejeriselskaber.

"Det er helt fair at ønske sig en højere mælkepris, det gør vi alle. Men vi skal huske at mælkeprisen altid – på kortere eller længere sigt – vil ende med at afspejle om det går godt eller dårligt for Arla. Vi må ikke glemme, at den nuværende pris for vores råvarer ligger på et fornuftigt niveau, når man kigger på andre mejeriselskaber og på verdenssituationen i øjeblikket," siger Steen Nørgaard Madsen.

I læserbrevet pointerer Steen Nørgaard Madsen også, at Arla har holdt mælkeprisen stabil i en tid, hvor konkurrenterne har måttet sænke deres.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også