Stort grovvareselskab går sidelæns i et år med store forandringer

Flytning af hovedkontoret, et nyt it-system og en coronakrise har været nogle af de ingredienser, der har fyldt for Vestjyllands Andel i det forgangne år. Et nyt regnskab viser et resultat på niveau med året før, mens omsætningen er øget.
Foto: PR-Foto Vestjyllands Andel
Foto: PR-Foto Vestjyllands Andel

Grovvareselskabet Vestjyllands Andel landede rekordstor omsætning i regnskabsåret 2019/20, der dækker over perioden fra 1. juli til 30. juni.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Toplinjen endte på 2,26 mia. kr. mod 2,19 mia. kr. året forinden. Samtidig kan selskabet præsentere et koncernresultat på 87 mio. kr. før skat mod 88 mio. kr. før skat sidste år.

"I dette usædvanlige år, hvor implementering af nyt it-system, flytning af hovedkontor og truslen fra covid-19 fylder meget i bevidstheden, har hele medarbejderstaben ydet en kraftpræstation. Samtidig kan vi glæde os over, at vi med netop førnævnte investeringer skaber endnu større sammenhængskraft i Vestjyllands Andel samt fremtidssikrer virksomheden ift. den digitale omstilling," siger adm. direktør Steen Bitsch i meddelelsen.

I september 2019 fortalte selvsamme Steen Bitsch til AgriWatch, at selskabets ambition var at komme tilbage til en bundlinje over 100 mio. kr., men den ambition er altså ikke lykkes.

Trods det erklærer også bestyrelsesformand Leif Haubjerg sig tilfreds med resultatet.

"Set i lyset af de mange nye og uforudsete processer, som Vestjyllands Andel har været igennem i løbet af året, må det samlede resultat betegnes som tilfredsstillende. Samtidig kan vi igen konstatere en flot medlemstilgang af bl.a. flere store bedrifter, hvilket har haft en positiv effekt på såvel top- som bundlinjen," siger Leif Haubjerg i meddelelsen.

Bestyrelsen i Vestjyllands Andel foreslår på selskabets generalforsamling d. 30. september 2020 en overskudsudlodning på 50 mio. kr. til medlemmerne. Det er 7 mio. kr. mere end året forinden og 5 mio. kr. mindre end efter regnskabet i 2017/18.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også