Ét ord har været den uomtvistelige årsag til Arla Foods' 20-årige lange udvikling, og ordet er globalisering.

Sådan lyder det fra Arla Foods' adm. direktør Peder Tuborgh, der på 20-årsdagen for fusionen mellem danske MD Foods og svenske Arla sætter ord på Arla Foods' udvikling siden 2000.

"Der har været ét nøgleord, der er gået igen, og det er globalisering. Vi har været nødt til at globalisere os og finde kræfter til at servicere kunder, som i stigende grad har vokset sig ud over grænserne. De danske, engelske og tyske detailkæder etablerer sig på tværs af landegrænserne og for at følge med på det, har vores rejse været helt afgørende, og det ser vi fortsat," siger Peder Tuborgh til AgriWatch.

Fusionen i år 2000 betød, at verdens første internationale andelsmejeri blev en realitet, og op til i dag har Arla Foods øget antallet af lande med andelshavere, og markederne er gået ud over Europas grænser.

Fusionen, der grundlagde Arla Foods, blev blot den første fusion i rækken, da andelshavere og mejeriselskaber fra Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg og Storbritannien blev indlemmet i Arla Foods op til 2014.

Samtidig er mælkeproduktionen fordoblet fra 7 mia. kg i 2000 til næsten 14 mia. i 2019.

Skelsættende EU

Ifølge Peder Tuborgh er der tre nedslagspunkter, der siden fusionen har været skelsættende for, hvorfor Arla Foods er, hvor det er i dag. Punkterne har alle det til fælles, at det er beslutninger taget fra Bruxelles.

Det første nedslagspunkt skete i år 1995, da Sverige blev medlem af EU. Derved åbnede landets grænser for resten af EU-landene.

"De svenske landmænd forholdt sig til, at Sverige ikke længere kunne være et lukket marked, og man skulle sikre sig adgang til de europæiske markeder. MD Foods lå tæt på, og som også havde en stærk eksport, fordi størstedelen af dansk mælk eksporteres. Sådan var det overhovedet ikke i Sverige, men de svenske bønder så helt rigtigt, at det ville være farligt ikke at være med i globaliseringen," siger Peder Tuborgh.

Det næste skelsættende øjeblik kom tolv år senere. I 2007 fjernede EU sine subsidier, når mejeriselskaber eksporterede ud af Europa. Indtil da havde de fået tilskud.

"Dengang var der meget stor bekymring om, hvorvidt Europa overhovedet kunne konkurrere på verdensmarkedet uden subsidier, og det viste sig, at det kunne man. Der kom en voldsom bølge af volatilitet ind på det europæiske mælkemarked. Der var det godt at stå godt rustet for os, som allerede havde adgang til markederne og kunne mærke på vores krop, hvordan man skulle tilpasse sin forretning," siger han.

Samme år meldte EU-kommissionen ud, at mælkekvoterne ville ophøre i 2015, som EU havde underlagt danske og europæiske landmænd.

Mælkeproducenterne kunne nu frit sælge mælk uden en øvre grænse, og markedet blev selvregulerende.

"Dermed var det et signal om, at den europæiske mejeribranche fra jord til bord stod fuldstændig frit på verdensmarkedet. Det har gjort, at den fusionsproces og det at have muskler til at være på et globalt marked fortsatte i Arla Foods frem til og med 2014. Her fusionerede vi med de sidste englændere," siger Peder Tuborgh.

Ikke flere fusioner i tankerne

I 2016 kom et paradigmeskifte i Arla Foods i form af Good Growth-strategien, hvor målsætningen var at øge værdien af den indvejede mælk og bringe flere kroner tilbage til andelshaverne.

Derfor afviser Peder Tuborgh også, at der er fusioner på vej trods Arlas fusionsmarch i det centrale Europa gennem 00'erne og starten af 10'erne.

"Arla har indbygget i DNA'et, at hvis der kommer relevante muligheder for fusion, så ved selskabet godt, når det begynder at vibrere, og sådan en vibration har vi ikke lige nu," siger Peder Tuborgh og fortsætter:

"Jeg vil ikke sige, at den sidste fusion er lavet, men vi kan godt sige, at den familie vi har i dag har rigeligt at gøre med at udnytte de muligheder vi har lige nu. Det handler om at udvikle markedspositioner, som kan tage imod den mælk, som vores ejere har."

Det kom blandt andet til udtryk i sommeren 2019, da Arla opkøbte et produktionsanlæg i Mellemøsten, som videreforædler mælken fra Europa.

Investeringer som disse vil man se flere af i fremtiden, da der er muligheder "ad libitum" ifølge Peder Tuborgh.

De mange fusioner har også gjort det muligt for Arla at udvikle ekspansionen i regioner som Afrika. Det kommer blandt andet til udtryk i Nigeria, hvor et stort pakkeri laver forbrugerprodukter til det nigeranske marked.

"Det er med basis i produkter, som vi præfabrikerer i blandt andet Tyskland. Det kunne vi ikke gøre overhovedet, hvis ikke vi havde haft den fusion i 2013 med de tyske kolleger. Med deres produktionsapparat kunne vi deltage yderligere i ekspansionen med den bestående mælkemængde," siger Peder Tuborgh.

Udover andelshaverne i de syv lande får Arla leveret mælk fra blandt andet finske og amerikanske mælkebønder, som er på kontrakt med Arla, men som ikke er en del af ejerkredsen.

Tilpasse sig udviklingen

Når Peder Tuborgh ser frem i tiden, ser han et vækstpotentiale, som skal gribes uden for Europas grænser.

Udfordringen bliver ifølge Peder Tuborgh at vedholde tempoet inden for innovations- og teknologiudvikling. Samtidig skal denne udvikling ramme efterspørgslen fra forbrugerne.

"Vi skal dreje os nærmere ind på, hvor forbrugerne er på vej hen, og hvordan vi møder dem år for år. Det bliver en hovedudfordring for hele den europæiske mejeriindustri," siger Peder Tuborgh.

Spørgsmålet bliver, hvordan Arlas mælkesø på små 14 mia. kg. i endnu højere grad bliver en del af globaliseringen, der fortsætter.

Det er i blandt andet Asien, hvor forbruget er i vækst, mens råvarerne ikke er til rådighed ifølge Peder Tuborgh.

"Det er det, som vi har arbejdet med de senere år. Det er en stor udfordring, men ikke negativt, for det er der, væksten skal findes," siger han.

Ifølge Peder Tuborgh er globaliseringen en urokkelig kraft. Spørgsmålet ligger i, hvordan man imødegår den.

Dog lurer efterspillet af den nuværende coronakrise, som kan vende op og ned på verden, som man kender den i dag. Arla vil drøfte påvirkningerne af coronakrisen det næste lange stykke tid ifølge Peder Tuborgh.

"Bliver verden mere globaliseret, eller kommer vi til at have flere regionale lommer igen? Det kan man ikke vide, men vi står godt rustet til at møde den forandring, der kommer," siger han og fortsætter:

"Det har de sidste 20 år vist."