Danish Agros tyske smertensbarn har kurs mod sorte tal

Det var med store forventninger, at Danmarks næststørste grovvareselskab i 2015 rykkede ind i Tyskland. Siden har forretningen dog givet anledning til hovdbrud for ledelsen, men inden længe vil det tyske selskab bidrage med sorte tal til koncernen, mener topchefen.
Foto: PR-foto Danish Agro
Foto: PR-foto Danish Agro

Henning Haahr tør nu sige det, han har gået og tænkt længe: Danish Agros turnaround i det tyske datterselskab Ceravis virker.

”Medicinen virker, og vi følger fortsat de planer, vi lagde i 2017. Helt nede på bunden efter renter, afskrivninger og skat skal vi have et nulresultat i 2021 og et overskud i 2022,” siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro, til AgriWatch i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets årsregnskab for 2019.

Danish Agro når rekordomsætning i begivenhedsrigt år

Ceravis blev etableret i 2015, da Danish Agro købte ni enkeltstående grovvareselskaber og lagde dem sammen. Siden er det langt fra gået som ønsket for Ceravis, der år efter år har leveret markante millionunderskud.

Men ifølge Henning Haahr beviser udviklingen i 2019, at selskabet på sigt kan blive en god forretning for de danske landmænd, der ejer Danish Agro.

”Vi har kørt vores turnaround igennem trods tørken, som selvfølgelig gav nogle overvejelser, om det er det rigtige, vi gør. Men på trods af tørken, som også ramte i den østlige del af Tyskland i 2019, så er vores Ebitda forbedret med 82 mio. kr., og vi kommer ud med et mindre underskud. Vores omsætning havde 7 pct. vækst i 2018 og 3 pct. vækst i 2019 i et svært marked, så det er lovende,” siger Henning Haahr.

Fyringer og centraliseringer

Turnaroundplanen har indebåret massive ændringer i Ceravis’ setup.

Næsten 200 ansatte er blevet fyret siden 2015, så der i dag er omkring 500 på lønningslisten. Blandt de afskedigede var hele topledelsen i både første og andet lag, der blev erstattet af nye folk i 2017 og 2018.

”Det har givet en helt anderledes og markedsrettet kultur. Den var tidligere mere indadvendt med folk, som var skeptiske omkring forandringer. Nu er den mere markedsrettet, hvor vi kigger på, hvordan vi kan skabe værdi for landmændene. Organisationen har flyttet sig, og vi har fået en stabilitet og bedre forudsigelighed,” siger Henning Haahr, der fortæller, at turnaroundplanen fra 2017 er fulgt slavisk på trods af to år med dårlig høst i Østtyskland, hvor Ceravis har en større aktivitet.

Foruden nedskæringerne i personalet er knap halvdelen af Ceravis’ afdelinger er lukket, så der i dag er cirka 45 afdelinger, der modtager korn, mens antallet af salgsregioner er skåret ned fra fem til to.

Ifølge Henning Haahr handler de næste skridt i processen om at få integreret flere af Danish Agros produkter i den tyske portefølje.

”Vi er relativt set for tunge på korn og rapsfrø i vores forretning i Tyskland. Vi skal endnu dybere ind i vores andre områder som råvarer, foder, energi, økologi, gødning osv. På den måde skal vi have afbalanceret vores forretning bedre,” vurderer Henning Haahr.

Som koncern scorede Danish Agro sin hidtil største omsætning på 35,3 mia. kr., hvilket er 7 pct. højere end i 2018. Samtidig steg koncernens driftsindtjening (Ebitda) med 51 mio. kr. og udviste 1,052 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også