Danish Crown vil løse sojaproblematik inden 2025

En kommende strategi fra Danish Crown skal gøre kødkoncernens svineproducenters sojaskrå mere bæredygtigt eller finde andre proteinkilder. (rettet)
Foto: Cicilie S. Andersen
Foto: Cicilie S. Andersen

Rettelse fredag d. 7. februar kl. 13.15: Danish Crowns sojastrategi  skal sikre bæredygtig svinefoder i 2025 og ikke i 2030, som tidligere beskrevet.

Danish Crown lavede i 2019 år en bæredygtighedsstrategi, hvor kødkoncernen skal levere bæredygtigt kød inden 2030 og bæredygtigt foder til svin inden 2025.

Det gælder alle kæder inklusiv importen af sojaskrå fra lande som Brasilien, Argentina og Paraguay.

"Det her vil vi løse inden 2025," siger Astrid Gade Nielsen, kommunikationsdirektør i Danish Crown, til AgriWatch og fortsætter:

"Vi har vedtaget en sojastrategi, hvor vi siger, at vi vil have den reelle bæredygtige soja, som grisene fodres med, og at vi ikke går certifikatvejen."

71 pct. af den soja, Danmark importerer, kommer fra konventionelle landbrug, hvilket betyder at en stor del kan komme fra Sydamerikanske lande, hvor afskovning for mange landbrug er en del af produktionen ifølge en ny rapport fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

Danish Crown siger, at der allerede findes kriterier for, hvilke områder der må importeres sojaskrå fra, men kontrollen halter.

"Vi har en sojapolitik, der siger, at man ikke må købe soja fra områder, der er underlagt det såkaldte sojamoratorium. Det vil sige, at man ikke må dyrke soja efter en bestemt dato. Svagheden lige nu er, at vi ikke kan kontrollere, hvor sojaen reelt kommer fra. Det er det, vi skal have indført," siger Astrid Gade Nielsen.

Plan til marts

Danish Crown vil undersøge mulighederne for bæredygtigt sojaskrå eller finde alternative proteinkilder som for eksempel græsprotein, som Astrid Gade Nielsen ser et potentiale i.

Astrid Gade Nielsen siger, at der foreligger en plan i marts måned i år.

"Vi har brug for at kunne sætte handling bag ordene i den her bæredygtigshedstrategi, så vi skal komme videre på den her del, og det involverer selvfølgelig foderstofvirksomhederne, som vi er i dialog med," siger Astrid Gade Nielsen.

Vil I sætte krav til jeres svineproducenter?

"Nej, det skal vi udvikle sammen. Det er landmændene - og derved ejerne - selv, der har taget beslutningen om at lave en sojastrategi. Ejerne sætter krav til sig selv," siger Astrid Gade Nielsen.

Sojaskrå udgør omkring 20 pct. af svins kost. De resterende 80 pct. udgøres af dansk produceret korn.

Danish Crown er medlem af Dansk Alliance for Ansvarlig Soja under Dansk Initiativ for Etisk Handel, der kæmper mod ulovlig skovhugning.

AgriWatch har bedt om en kommentar fra DLG omkring sojaimporten. Kommunikationschef Mette Sehested siger, at det er en brachesag, og at hun derfor henviser til Landbrug & Fødevarer.

Danish Agro har heller ingen kommentar og henviser til Landbrug & Fødevarer.

Formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Erik Larsen, vil overfor AgriWatch ikke kommentere den danske sojaimport, men han henviser til områdedirektør Anders Klöcker. Han er endnu ikke vendt tilbage på AgriWatchs henvendelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Photo: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også