Eksterne bestyrelsesmedlemmer skal sikre DLG manglende specialistviden

Der mangler diversitet og kompetencer inden for digitalisering i DLG's bestyrelse. Derfor åbner andelskoncernen nu bestyrelseslokalet for eksterne medlemmer.
Foto: PR-foto DLG
Foto: PR-foto DLG

Der skal udefrakommende input til i andelskoncernen DLG.

På et ekstraordinært repræsentantskabsmøde har et stort flertal stemt for en vedtægtsændring, der åbner muligheden for eksterne bestyrelsesmedlemmer fra 2020. Det betyder samtidig, at antallet af ejer- og medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer bliver reduceret fra næste valg.

Det oplyser grovvarekoncernen i en pressemeddelelse.

DLG's bestyrelsesformand, Niels Dengsø Jensen, glæder sig ikke overraskende over repræsentantskabets beslutning om at ændre vedtægterne. De eksterne bestyrelsesmedlemmer skal blandt andet bidrage med viden inden for områder, der er afgørende for DLG's forretning.

"I takt med at virksomheden vokser og bliver mere kompleks, er det vigtigt, at vi har den rette sammensætning til at sikre, at vi kan give DLG's direktion og øvrige ledelse det rette med- og modspil. Derfor har vi kortlagt de kompetencer, vi har i bestyrelsen i dag, og det har gjort det klart for os, at mens vi er stærke på generel forretnings- og kundeforståelse, så har vi brug for bestyrelsesmedlemmer, der kan bidrage med specialistviden inden for blandt andet digitalisering og internationalisering samt erfaring fra topniveau i andre store virksomheder," siger Niels Dengsø Jensen.

Mangler diversitet

Den nye ændrig skal blandt andet være med til at sikre en større diversitet i beslutningsorganet.

"Vi ser det som en mulighed for at styrke bestyrelsen gennem diversitet i bl.a. baggrund og kompetencer. Samtidig har det været vigtigt for os at sikre, at bestyrelsen ikke blev for stor. Vi skal være lige så agile og beslutningsdygtige efter næste valg, som vi er nu. Derfor er jeg glad for, at repræsentantskabet bakkede tydeligt op om vedtægtsændringerne," siger han i meddelelsen.

DLG har tidligere på måneden meldt ud, at koncernen arbejder aktivt på at få flere kvinder ind i repræsentantskabet. Kigger man på bestyrelsen, hvor der på nuværende tidspunkt er et kvindeligt bestyrelsesmedlem ud af 12. Om det blandt andet er den fordeling, der skal justeres, fremgår ikke af meddelelsen.

Vedtægtsændringerne betyder, at der fra næste valg til bestyrelsen vil blive valgt otte ejere og to medarbejdere mod ni ejere og tre medarbejdere i dag. De 10 bestyrelsesmedlemmer kan blive suppleret af op til tre eksterne bestyrelsesmedlemmer, som får stemmeret i bestyrelsen på lige fod med bestyrelsens øvrige medlemmer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også