Danish Crown tabte 210 millioner i sidste år som ejer af britisk Tulip-forretning

Kriseramte Tulip Limited har medført Danish Crown store tab i de senere år. I det nye regnskab lyder underskuddet på 210 mio. kr., mens der nedskrives der 575 mio. kr. på goodwill.
Foto: Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Danish Crowns britiske smertensbarn, Tulip Limited, kom i selskabets sidste år som en del af koncernen ud med et underskud på 210 mio. kr.

Det oplyser andelskoncernen i en pressemeddelelse.

Danish Crown solgte i slutningen af august den britiske forretningsenhed til det amerikanske selskab Pilgrims Pride for 2,4 mia. kr. (290 millioner pund) efter en række år med enorme underskud.

Omsætningen i Tulip Limited faldt fra 7,3 mia. kr. i regnskabsåret 2017/18 til 7,0 mia. kr. i 2018/19, mens resultatet efter skat og renter blev forbedret fra et underskud på 370 mio. kr. i 2017/18 til et underskud på 210 mio. kr. i 2018/19. Samtidig nedskrives der 575 mio. kr. på goodwill som følge af salget af de 12 fabrikker i Storbritannien.

"Nedskrivningen er lidt større, end det vi forventede i slutningen af august. Det skyldes, at vi har valgt at lave en hensættelse til de sædvanlige sælgergarantier, vi har stillet overfor køber i forbindelse med handlen. På den måde sikrer vi os mod negative overraskelser i det nye regnskabsår, " siger Preben Sunke, økonomidirektør i Danish Crown, i meddelelsen.

Gælden i Tulip Limited var på 1,9 mia. kr., så til trods for underskuddet på driften i regnskabsåret 2018/19 og nedskrivningen på goodwill, så bliver Danish Crowns samlede balance løftet.

Tabet i Tulip Limited vil naturligvis stadig indgå i Danish Crowns regnskab for 2018/19, men nedskrivningen af goodwill indgår ikke i grundlaget for restbetalingen til Danish Crowns ejere. 

"Restbetalingen til Danish Crowns ejere fastsættes med udgangspunkt i den indtjening, Danish Crown har haft i det seneste regnskabsår. Det betyder, at det udelukkende er årets underskud på driften i Tulip Limited, der bidrager negativt til det resultat, som bestyrelsen skal disponere i næste uge," siger Preben Sunke med henvisning til selskabets regnksab, der bliver offentliggjort torsdag.

Tulip Limited har i de seneste tre regnskabsår påført Danish Crown et samlet driftsunderskud på i alt 802 mio. kr., og indregner man nedskrivninger og finansielle udgifter har det totale underskud før skat for de tre år været 1,4 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Photo: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også