Veganerpartiet fusionerer med lille parti og skifter navn

Efter fusion med et andet mindre grønt parti har Veganerpartiet besluttet at ændre partinavn.
Foto: Emil Agerskov
Foto: Emil Agerskov
af ritzau

Der kommer alligevel ikke til at være et parti ved navn Veganerpartiet på stemmesedlen, når der er valg til Folketinget næste gang.

Partiet har nemlig valgt at fusionere med det lille grønne parti De Grønne og i den forbindelse ændres partinavnet til Grøn Alliance.

Det skriver Veganerpartiet i en pressemeddelelse ifølge TV2.

Medlemmerne af Veganerpartiet stemte den 24. juli med et stort flertal for at etablere alliancen.

I 2020 fik Veganerpartiet indsamlet nok vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget til Folketinget.

For at blive opstillingsberettiget skal et parti opnå at få 20.182 godkendte vælgererklæringer.

Af Indenrigs- og boligministeriets hjemmeside fremgår det, at De Grønne har indsamlet 680 vælgererklæringer.

Partiet var altså før sammenlægningen med Veganerpartiet langt fra at opnå det nødvendige antal vælgererklæringer.

Veganerpartiet har siden, det blev opstillingsberettiget til Folketinget i september 2020, været præget af intern uro.

Uroen har særligt været centeret omkring Michael Monberg og Henrik Vindfeldt, som var sammen om at stifte partiet i 2018.

Henrik Vindfeldt trak sig sidste år som partileder og blev i januar i år ekskluderet af partiet.

I en pressemeddelelse forklarede Michael Monberg, at det skyldtes nedværdigende og krænkende adfærd.

Selv skrev Henrik Vindfeldt på Facebook, at det skete, fordi han selv havde peget på krænkende adfærd hos et andet medlem af ledelsen.

Bare en måned senere blev Henrik Vindfeldt taget til nåde igen på et kriselandsmøde i februar.

Det fik Michael Monberg til at træde tilbage som politisk ordfører, og i stedet blev Henrik Vindfeldt valgt til posten.

Michael Monberg er i dag medlem af Alternativet.

I den seneste måling fra Voxmeter står Veganerpartiet til at få nul procent af stemmerne. Målingen er lavet i begyndelsen af juli.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også