Ny metode skal sænke dødeligheden blandt pattegrise

Dødeligheden blandt pattegrise i Danmark har aldrig været højere.
Nye tal viste tidligere på måneden, at rekordmange pattegrise dør i de danske stalde, og det får nu afdelingen for Avl & Genetik i Landbrug & Fødevarer til at præsentere et nyt tiltag, der skal styrke pattegriseoverlevelsen.
I en pressemeddelelse beskriver L&F en ny model, der indebærer, at sektoren fremover skal arbejde med tre nye egenskaber i Danbreds avlsarbejde. Tidligere har man arbejdet med ét mål.
Fremover kigger man således på grisens egen genetiske evne til at overleve, soens genetiske evne til at få sine pattegrisene til at overleve og kuldstørrelsen.
Det forventes at medføre 1 procentpoint årlig forbedring de kommende år.
”Pattegriseoverlevelsen er en af vores største udfordringer. Det er gået den forkerte vej de seneste år, og det har været skuffende at følge,” siger Christian Fink Hansen, direktør i Landbrug & Fødevarer Sektor for gris, i meddelelsen.
”I dag præsenterer vi en vigtig milepæl inden for pattegriseoverlevelsen. Ethvert avlsarbejde vil tage tid før det har en effekt ude hos produktionsgrisene, men det her arbejde vil føre til en højere overlevelsesrate over tid.”
Dødelighed blandt pattegrise stiger til højeste niveau nogensinde
De nye mål kan dog ikke gøre det alene, erkender Christian Fink Hansen, der tilføjer, at det fortsat kræver fokus på at styrke ledelse og drift af de enkelte besætninger.
For at kunne finde den rette måde at øge overlevelsen, er der brugt et avanceret computersimuleringsprogram.
Programmet simulerer hele avlssystemet lige fra DNA-strengen til antallet af avlsdyr i besætningerne for de tre racer i Danbreds avlsprogram. Simuleringsværktøjet har givet indblik i, hvordan de tre nye egenskaber vil påvirke den samlede avl, men også, hvad der kan forventes for de enkelte egenskaber.
Professor foreslår nye avlsmål for at mindske dødelighed blandt pattegrise
Landbrugsminister i opråb til svinebranchen: ”Der skal andre boller på suppen”