SF: Landbruget skal selv betale ved smitsom sygdom

Skatteborgerne skal ikke betale udgifterne, når en dyreproduktion bliver ramt af fugleinfluenza, mener SF.
SF lægger i sit beslutningsforslag op til, at regeringen med en ny lovgivning sikrer, at landbruget selv dækker omkostningerne, når en dyreproduktion bliver ramt af en smitsom sygdom. | Foto: Sofia Busk/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
SF lægger i sit beslutningsforslag op til, at regeringen med en ny lovgivning sikrer, at landbruget selv dækker omkostningerne, når en dyreproduktion bliver ramt af en smitsom sygdom. | Foto: Sofia Busk/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Når en dyreproduktion bliver ramt af en smitsom sygdom som fugleinfluenza, starter en række mekanismer for at stoppe spredningen og slå sygdommen ned.

I dag lander regningen hos skatteborgerne, men det vil SF ændre med et nyt beslutningsforslag.

Landbruget skal selv betale for omkostningerne, siger Carl Valentin, SF’s landbrug- og fødevareordfører.

”Det er mærkværdigt, at det er skatteborgerne, der skal betale, når landbruget helt forventeligt har problemer med spredning af smitsomme sygdomme.”

”Det er sådan set ikke andet end skjult statsstøtte,” tilføjer han.

I perioden 2021 til 2023 brugte myndighederne 137 mio. kr. i forbindelse med fugleinfluenza, skriver TV2 Øst.

Af det millionbeløb blev cirka 13 mio. kr. brugt på aflivning. Resten blev brugt på at udbetale erstatninger for driftstabet og dyrene samt rengøring.

SF lægger i sit beslutningsforslag op til, at regeringen med en ny lovgivning sikrer, at landbruget selv dækker omkostningerne, når en dyreproduktion bliver ramt af en smitsom sygdom.

Partiet foreslår, at det blandt andet kan ske med en statslig forsikringsordning, en garantifond eller en lovpligtig forsikring for landmænd.

”Vi er meget åbne for forskellige modeller. Det afgørende for os er, at det ikke er skatteborgerne, der skal betale, hver gang der er sygdomsudbrud i dyreproduktionen,” siger Carl Valentin.

”Hvis erhvervet i mange år havde været forsikret mod det og sparet op, havde regningen nok ikke været så stor for os alle sammen, fordi industrien kunne have forberedt sig på det.”

Særligt kalkuner står for skud, når det kommer til fugleinfluenza. I starten af året blev 117.000 kalkuner aflivet herhjemme blandt andet i Ruds Vedby i Sorø Kommune og i området ved Slagelse og Skælskør.

”Jeg er ikke i tvivl om, at en voldsom smittespredning i vores dyreproduktion kommer til at ske igen,” slår Carl Valentin fast.

SF’ beslutningsforslag skal førstebehandles i Folketinget tirsdag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også