Ny formand for Økologisk Landsforening: Store medlemmers afgang stiller os friere 

Økologisk Landsforening har tabt medlemsindtægter for ca. 500.000 kr., men den nyvalgte formand ser muligheder i situationen. (Opdateret) 
Den økologiske kødkvægproducent fra Vejle, Michael Kjerkegaard, er blevet valgt som ny formand for Økologisk Landsforening. | Foto: Finn Frandsen
Den økologiske kødkvægproducent fra Vejle, Michael Kjerkegaard, er blevet valgt som ny formand for Økologisk Landsforening. | Foto: Finn Frandsen

Den økologiske kødkvægproducent fra Vejle Michael Kjerkegaard er blevet valgt som ny formand for Økologisk Landsforening. 

Det skriver Landbrugsavisen

Han afløser Steen Dissing, der midlertidigt overtog formandsposten efter Louise Køster i begyndelsen af året. Kjerkegaard har i sin udtalelse på generalforsamlingen udtrykt en ambition om at genopbygge foreningen efter en række tumultariske måneder, hvor Danish Crown, Arla, DLG og Danish Agro har forladt foreningen. 

Trods disse tab, der har kostet foreningen ca. 500.000 kr., ser den nye formand muligheder i situationen efter de store virksomheders afgang og udtalte: 

”Når der nu er nogle store medlemmer, der har forladt os, så står vi også mere frit til at gøre nogle ting, der er gode for os selv.”

Mediet Økonu, der udgives af Økologisk Landsforening, skriver, at foreningen også præsenterede sin nye 2030-strategi på generalforsamlingen lørdag. 

Strategien med titlen ”Økologi — fordi vi kun har én planet” rummer bl.a. en vision om, at 25 pct. af det danske landbrugsareal og fødevareforbrug er økologisk i 2030, ligesom foreningens mærkesager er blevet barberet ned fra seks til tre — ”sunde måltider, gode dyreliv og frugtbar jord”. Foreningen ønsker også at rekruttere flere medlemmer.

”I Økologisk Landsforening mener vi naturligvis, at økologien skal være normen fremfor en nicheproduktion. Derfor skal vi have fart i væksten i økologien igen. Det skal ske ved, at vi får en stærkere politisk stemme, gennem flere og stærkere partnerskaber og ved, at vi driver færre og større udviklingsprojekter end dem, vi har i dag. Vi glæder os til, at vi nu kan påbegynde implementering af strategien til gavn for medlemmer, hele det økologiske fællesskab og vores planet,” udtaler Michael Kjerkegaard her. 

Michael Kjerkegaard er 58, uddannet landmand og har drevet landbruget Eskelyst ved Vejle, der i dag har ca. 240 kødkvæg, siden 1994. Foruden den nye formandspost er han bl.a. også næstforperson for Økologisk Landsforenings Kød- og naturgræsserudvalg og formand for Foreningen for Holistisk Planlagt Afgræsning (HOPLA). 

(Opdateret d. 4/3 kl. 07:20 med yderligere information.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også