Efter massiv kritik: Forperson trækker sig fra Økologisk Landsforening

Kritik får konsekvenser i landsforening.
Louise Køster er fortid i Økologisk Landsforening. | Foto: Gregers Tycho/JP/Ritzau Scanpix.
Louise Køster er fortid i Økologisk Landsforening. | Foto: Gregers Tycho/JP/Ritzau Scanpix.

Louise Køster trækker sig som forperson for Økologisk Landsforening.

Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse. Her fremgår det, at udviklingen sker som konsekvens af den seneste tids kritik af foreningens ageren i forbindelse med rapporten ”Fra Foder til Føde II.”

Senest fik det DLG og Danish Agro til at melde sig ud af foreningen. Sammen med Arla og Friland har de kritiseret oplægget og processen.

Økologisk Landsforening var sidste år en af underskriverne af oplægget, der siger, at antallet af slagtegrise og malkekøer skal reduceres kraftigt frem mod 2040. 

Det har skabt bekymring hos andelsselskaberne. Samtidig har de kritiseret, at de ikke blev inddraget i processen.

Kostet medlemmer

I pressemeddelelsen erkender Økologisk Landsforening, at dens medvirken i rapporten har skabt frustration og utryghed i baglandet. 

”Processen omkring rapporten har ikke være god nok, og den mangelfulde proces og en del af indholdet i rapporten har kostet medlemmer. Jeg gik til valg på at samle det økologiske fællesskab på tværs af værdikæden, og det må jeg sande, at jeg ikke har kunnet,” udtaler Louise Køster.

Hun fortsætter:

”Det er vigtigt, at Økologisk Landsforening står stærkt og samlet, så foreningen kan spille den rolle i omstillingen, som den har potentiale til, i en retning og en proces, hvor alle, ikke mindst landmændene, er med. Derfor har jeg valgt at trække mig som forperson for Økologisk Landsforening.”

Valg

Louise Køster blev valgt som forperson for Økologisk Landsforening i marts 2022. 

Helle Borup Friberg, administrerende direktør i Økologisk Landsforening, takker Louise Køster for hendes indsats i de seneste knap to år:

”Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at Louise Køster fratræder før tid, men har samtidig stor respekt for den beslutning, hun har taget. Jeg vil gerne takke Louise for den store indsats og passion for økologien, hun har udvist. Ingen tvivl om, at Louise sætter sig et aftryk i form af, at hun har været med til at skabe begejstring for økologien som løsningsmodel på mange af de bæredygtighedskriser, vi står med i dag.”

Foreningens medlemmer skal vælge en ny forperson på den kommende generalforsamling, som finder sted i Køge lørdag den 2. marts 2024. Frem til generalforsamlingen er Sten Dissing konstitueret forperson, og Michael Kjerkegaard fungerende næstforperson. Sten Dissing kandiderer ikke til posten som forperson, oplyses det i pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Photo: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også