Minister henter input til biodiversitetslov i grøn trepart

Råd anbefaler, at vi får en biodiversitetslov. Minister vil have input fra grønne trepartsforhandlinger først.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

Det er snart et år siden, at der i det politiske grundlag for SVM-regeringen blev varslet en samlet lov om natur og biodiversitet, men endnu er intet sket.

Og naturen må væbne sig med yderligere tålmodighed, for sådan en lov er en af de ting, der er på bordet i de varslede ”grønne trepartsforhandlinger”.

Det siger miljøminister Magnus Heunicke (S), efter at de uafhængige rådgivere i Biodiversitetsrådet torsdag har anbefalet en ny biodiversitetslov.

”Der er mange indsatser, som skal tænkes sammen, og det nye redskab (treparten, red.) får en stor opgave. Men de rigtige mennesker sidder der,” siger han.

Treparten blev varslet i oktober og skal også se på en drivhusgasafgift for landbruget. Drøftelserne skal være færdige senest i maj næste år.

Med ved bordet skal være kommunerne, landbruget, grønne organisationer og arbejdsgivere og lønmodtagerne.

”Det er komplekse problemer, og Danmark bliver ikke større, så vi har det areal, vi har. Så vi skal bruge det klogere og få mere natur ud af kvadratmeterne,” siger Heunicke.

I en ny rapport har Biodiversitetsrådet torsdag understreget, at Danmark har brug for en biodiversitetslov for at vende tilbagegangen i naturen.

Rådet anbefaler, at vi finder inspiration i internationale mål, og at loven bør indeholde et mål om i 2030 at have 30 procent beskyttet natur i Danmark. En tredjedel skal være strengt beskyttet.

En samling af 19 grønne organisationer opfordrer på de kraftigste regeringen til at følge anbefalingerne. En af dem er Danmarks Naturfredningsforening.

”Rådet skyder myten om, at Danmark er for lille til mere og bedre beskyttet natur ned,” siger præsident Maria Reumert Gjerding i en kommentar.

Ifølge rådet findes der hverken stærke biodiversitetsmæssige eller samfundsmæssige argumenter for, at Danmark skal være mindre ambitiøse end andre lande.

”Dermed er den største politiske barriere for at handle fuldstændig fejet af bordet,” mener hun.

Magnus Heunicke vil have langt mere beskyttet og strengt beskyttet natur.

”Men præcis hvor langt vi når op, der er jo noget af det, som skal drøftes i den grønne trepart.”

Hvornår er loven på plads?

”Den aftale, vi har lavet i regeringen, da vi skrev regeringsgrundlaget, er, at det skal ske i denne her regeringsperiode, og nu har vi så fået rådets grundige forarbejde, som jeg hilser velkommen,” siger ministeren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også