Økonomer forudser at inflationen vil nå mere normalt leje i 2023
Flere økonomer forudser, at inflationen er på vej mod et mere normalt leje, og spår at inflationen vil ramme 2-3 pct. til december.
Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, og andre økonomer påpeger dog, at der er stor usikkerhed, og situationen afhænger særligt af udviklingen i energi- og fødevarepriserne.
Det skriver Børsen.
Las Olsens forudsigelse bygger på et regnestykke, der antager, at priserne på fødevarer, el og gas vil være uændret i 2023 samt, at de øvrige priser i økonomien fortsætter i samme tempo som de sidste tre måneder. Hvis antagelserne viser sig at være korrekte, vil inflationen nå forudsigelsen.
Fødevareinflationen er aftagende men stadig ”voldsom”
”Inflationen i 2023 er enormt afhængig af prisudviklingen i de følsomme prisgrupper: energi og fødevarer. De 2 pct. i december forudsætter derfor også, at energipriserne ikke tager en ny eksplosion,” siger Niels Storm Knigge, ledende økonom i Kraka, ifølge Børsen.
Inflationskrisen er ikke fuldstændig overstået i 2023, og på trods af forventningerne om fald i inflationen er der mange afgørende faktorer såsom situationen på arbejdsmarkedet, der kan komme til at påvirke inflationen.
Cheføkonom i Nykredit, Palle Sørensen, påpeger ligeledes, at forudsigelsen kommer med visse usikkerheder og nævner den høje kerneinflation som en bekymrende faktor, lyder det ifølge Børsen.
Relaterede artikler:
Salg af økologiske fødevarer dykker markant
For abonnenter