Ikke alle tidligere minkavlere kan genstarte arbejdet
![Foto: Marius Renner](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article13440581.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7iazho0lbhe1e5o9ffji.jpg)
Alle tidligere minkavlere kan blive en del af branchen igen, uanset om man har valgt en erstatning eller dvaletilstand, lød det i en annonce fra foreningen Danske Mink.
Men det er ikke korrekt. I hvert fald ikke i Danmark, lyder det fra Fødevareministeriet. Kun avlere i dvaletilstand kan starte op igen, skriver Jyllands-Posten.
Annoncen fra Danske Mink er trykt i forbindelse med et møde torsdag, hvor foreningen inviterer alle tidligere minkavlere, medier og politikere for at markere, at man fra nytår igen kan holde mink i Danmark.
Men det er altså kun, hvis man har ansøgt om den såkaldte dvalekompensation inden 1. april i 2022, at man kan blive aktiv avler fra 2023. Og det er ifølge ministeriet kun 13, der har gjort, lyder det.
”Det er ikke korrekt, at man kan være aktiv minkavler, indtil erstatningen foreligger, hvis man har ansøgt om nedluknings-erstatning inden den 1. april 2022. For disse virksomheder er det en betingelse for tildeling af erstatning og kompensation for permanent nedlukning af minkvirksomhedens drift, at minkvirksomheden ikke har minkproduktion fra den 1. januar 2021 til 31. december 2030,” lyder det fra Fødevareministeriet ifølge Jyllands-Posten.
Louise Simonsen, der er formand for Danske Mink, beklager fejlen, men peger ifølge avisen på, at det fortsat er mulig at starte minkavl op i resten af verden.