Første skib med korn når tyrkisk farvand og inspiceres onsdag

Skibet ”Razoni”, der er det første fragtskib til at forlade en ukrainsk havn siden kornaftalen mellem Ukraine og Rusland, har tirsdag nået tyrkisk farvand.
Det skriver nyhedsbureauet AFP, der er til stede ved Bosporusstrædet i Istanbul.
Onsdag morgen skal skibet inspiceres nær Istanbul af både ukrainske og russiske myndigheder, inden turen går videre mod Libanon. Det oplyser det tyrkiske indenrigsministerium.
Tyrkiet har spillet en central rolle i FN-aftalen om korneksport fra 22. juli mellem Ukraine og Rusland, hvor landet har ageret mægler.
Ved inspektionen onsdag, der også har deltagelse af Tyrkiet og FN, skal det tjekkes, om det hele foregår i overensstemmelse med aftalen.
Om bord ”Razoni”, der sejler under sierraleonsk flag, er 26.000 tons majs.
Jysk henter ny kommunikationschef hos Arla