Svineformand langer ud efter statsministeren: Vi har ikke et moralsk ansvar for at sikre arbejdspladser

Vi er en del af et frit verdensmarked. Det siger svineproducenternes formand som respons til statsministeren, der vil have danske landmænd til at slagte mere i Danmark.
Har danske landmænd et ansvar for at bevare danske arbejdspladser? Nej, lyder det fra svineproducenternes formand. | Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Har danske landmænd et ansvar for at bevare danske arbejdspladser? Nej, lyder det fra svineproducenternes formand. | Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix

Statsministerens klare opfordring til danske svineproducenter om at tage mere ansvar for at sikre danske arbejdspladser bliver mødt med en blanding af forundring og frustration hos formanden for Danske Svineproducenter.

I en spørgetime i Folketinget tirsdag langede Mette Frederiksen (S) ud efter landmændene, som hun gerne så ”lod deres grise slagte i Danmark og understøtter, at der er slagteriarbejdspladser.”

Det sker, efter at Danish Crown har meddelt, at slagteriet i Ringsted lukker, og 1200 mister deres arbejde.

Landmænd har de seneste år kunne få en bedre pris ved at sende grise til slagtning i udlandet, og det har medført et drastisk fald i både slagtninger og omsætning hos de danske slagterier.

Mette Frederiksen mener, at udviklingen kalder på, at landmænd tager ansvar for samfundet og lokalområdernes erhvervsliv.

Svineproducenternes formand, Jeppe Bloch Nielsen, ryster på hovedet.

”Det er meget underligt, at hun vil blande sig i det frie marked. Så kunne de da bare vedtage, at vi ikke har samhandel med andre lande. Ønsker man virkelig at begrænse det frie marked,” spørger han forundret.

Jeppe Bloch Nielsen påpeger, at eksporten af grise har ligget på nogenlunde samme niveau de sidste mange år, men at produktionen har været faldende.

Svineformanden mener ikke, at danske landmænd har et moralsk ansvar for at sikre arbejdspladser.

”Har man så også et moralsk ansvar for, at den lille købmand lukker, eller at skibsværftet lukker? Jeg kan slet ikke følge tankegangen. Det er det frie verdensmarked, vi nu engang tror på,” siger Jeppe Bloch Nielsen.

Han mener, at statsministerens holdning kan give bagslag.

”Det er jo ikke det, der giver folk mere lyst til at investere i branchen. Vi skal jo tro på det, hvis man vil lave store investeringer.” 

Jeppe Bloch Nielsen er ikke overrasket over Mette Frederiksens udtalelse, som han kalder et ekko af fagbevægelsen.

”Men jeg synes, det er helt håbløst. Jeg ser hele Europa som et indre marked, og jeg vil gerne tjene penge. Jeg investerer, og det her er ikke noget socialkontor. Jeg ser selvfølgelig, hvor jeg kan få størst afkast, ligesom eks. slagteriarbejderen går efter at få mest løn. Det er da helt naturligt, at man søger at få mest muligt.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også