DN går til modangreb: Kultur i Bæredygtigt Landbrug er uhyggelig

Hårde ord om DN-præsident Maria Gjerding vidner om radikaliseret kultur i Bæredygtigt Landbrug, lyder kritikken.
Generalforsamlingen i Bæredygtigt Landbrug i sidste uge rummede flere hårde angreb på bl.a. Danmarks Naturfredningsforening. | Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Generalforsamlingen i Bæredygtigt Landbrug i sidste uge rummede flere hårde angreb på bl.a. Danmarks Naturfredningsforening. | Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Danmarks Naturfredningsforening er stærkt bekymret for det, organisationen betragter som en radikalisering hos Bæredygtigt Landbrug, der har en ”uhyggelig” kultur.

Det siger direktør Lars Midtiby, efter at medlemmer af Bæredygtigt Landbrug på generalforsamlingen i sidste uge udtalte sig hårdt om Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Maria Reumert Gjerding.

”Vi skal eddermaneme have skovlen under hende,” citerer Altinget et medlem for at sige på generalforsamlingen.

Et andet medlem tilføjede ifølge reportagen:

”Det med at invitere hende til et sommermøde er en rigtig god idé. Jeg vil foreslå, at man holder mødet et sted, hvor der er en voldgrav med stejle kanter.”

Det medførte ifølge artiklen stor latter.

Og det skræmmer Lars Midtiby.

”Reportagen fra generalforsamlingen vidner om en uhyggelig kultur, hvor angreb mod forskere og enkeltpersoner, herunder præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening, tiljubles,” siger Lars Midtiby i en skriftlig kommentar.

Bæredygtigt Landbrug har efterfølgende beklaget de hårde kommentarer og meldt ud, at foreningen vil lave et etisk kodeks for debatter.

Han afviser, at Bæredygtigt Landbrug er radikaliseret, og at der skulle være en uhyggelig kultur.

”Det er der bestemt ikke. Vi tager afstand fra det, der er sagt. Vi går tværtimod efter at forblive faglige og hørt på dette grundlag, og at man taler ordentligt med hinanden,” siger Peter Kiær.

Det får dog ikke Danmarks Naturfredningsforening til at slippe sagen.

”Det er ikke en acceptabel adfærd fra en indflydelsesrig organisation. Trusler er aldrig acceptable, og uanset hvordan der bliver undskyldt efterfølgende, vidner det om et skred – som organisationen selv har et ansvar for,” udtaler Lars Midtiby.

Han kalder på, at det politiske niveau trækker en streg i sandet, og at Bæredygtigt Landbrug tager et selvopgør.

På generalforsamlingen blev også økonom Michael Svarer, der er formand for ekspertgruppen bag Grøn Skattereform, udsat for hård tale. Det skete, mens han holdt oplæg om de foreslåede afgiftsmodeller for landbruget.

Her sagde et medlem følgende:

”Inden du kom, sad vi og snakkede om, at du egentlig er modig. Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag været ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt budbringeren. Vær glad ved, at det hedder 2024.”

Det fik efterfølgende Michael Svarer til at sige, at det var usædvanligt at få deciderede personangreb.

”Ja, jeg synes faktisk, det var ubehageligt. Det er ubehageligt, at man ikke kan tale ordentligt til folk, man har inviteret. Det, synes jeg ikke, er særlig velopdragent,” sagde han til DR.

Også kommentarerne om Michael Svarer har Bæredygtigt Landbrugs formand Peter Kiær efterfølgende taget afstand fra.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også