Forslag: Bornholmsk rådgivning skal samles med stor sjællandsk partner

Svær rekruttering samt generationsskifte får nu bornholmerne til at lægge rådgivning sammen med sjællandske VKST.
Foto: Vkst / Pr
Foto: Vkst / Pr

Der er fusionstoner i luften mellem Bornholms Landbrug & Fødevarer og VKST.

Konkret er planen fra de to foreningers bestyrelser, at rådgivningen skal lægges sammen, med VKST som det fortsættende selskab for rådgivning.

Det melder parterne tirsdag i en pressemeddelelse.

Bornholms Landbrug & Fødevarers bestyrelse lægger nemlig op til at sende de nuværende 28 ansatte ind under VKST’s selskabs-hat fremover, og bliver dermed direkte kolleger med de 280 medarbejdere i VKST.

”Vi vil gerne kunne tilbyde medlemmerne den bedste rådgivning på områder som fx økonomi, skat, selskabsdannelse, ledelse, strategi og finansiering. Den helhed og tværfaglighed kan vi få hos VKST. Samtidig står vi overfor et generationsskifte på centrale områder, og det er vanskeligt at rekruttere nye medarbejdere. Ved at lægge rådgivningen sammen kan vi både lave et godt fagligt miljø for medarbejderne og tilbyde vores medlemmer rådgivning fra den øverste hylde,” melder foreningens formand Frederik Tolstrup.

Bornholms Landbrug & Fødevarer vil dog fortsætte som en selvstændig forening og også bevare ejerskabet af Kannikegaard, hvor foreningen hører hjemme. 

De to foreninger har i forvejen samarbejdet de seneste syv år, og ifølge Torben Hansen, formand for VKST, er det en naturlig forlængelse af dette, der nu fører til forslaget.

Der afholdes ekstraordinær generalforsamling 3. oktober for bornholmerne, hvor der skal stemmes om forslaget fra en enstemmig bestyrelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også