Import af ukrainske æg eksploderer: "Bunden falder ud af markedet"

EU’s import af ukrainske æg blev tidoblet i årets første fire måneder. Sektorchef advarer om overforsyning på markedet og prisdyk, mens fødevareøkonom forventer konkurser eller lukninger.
Foto: Annika Byrde
Foto: Annika Byrde

En kraftig stigning i EU-landenes import af ukrainske æg kan komme til at presse de europæiske ægproducenter.

Importen af æg fra Ukraine til EU-lande er i de første fire måneder af 2023 mere end tidoblet i forhold til samme periode i 2022. Samtidig er både Frankrig, Holland og Tyskland i færd med at genopbygge deres produktion, efter fugleinfluenza-udbrud har fjernet en stor del.

Det medvirker til, at det europæiske marked står over for en stærk overforsyning af æg, og at priserne kan tage et stort dyk.

Det fortæller Jørgen Nyberg Larsen, sektorchef for Danske Æg.

”I Frankrig, Tyskland og Holland forventer man at være tilbage på fuld produktion inden slutningen af året. Og når der bliver importeret så mange tons æg fra Ukraine, er jeg hundrede pct. sikker på, at bunden falder ud af markedet,” siger han.

Sektorchefen fortæller, at der efter Ruslands invasion af Ukraine blev fjernet kvoter og afgifter på importen af ukrainske æg. Eksempelvis kunne der kun inden for kvoten importeres 3.000 tons skalæg om året fra Ukraine til EU inden krigen.

Fra januar til april 2023- altså på kun fire måneder- blev der importeret 16.000 tons, viser tal fra Eurostat. I samme periode i 2022 blev der importeret 1599 tons. Ifølge sektorchefen er det især Polen og de baltiske lande, der importerer ukrainske æg.

”Alt over de 3000 tons vil være med til at skabe overforsyning på markedet. Priserne er allerede faldende, og den kurve tror jeg bare fortsætter. Det vil betyde, at producenterne og pakkerierne vil komme under stort pres,” siger han.

Ægpriserne på de europæiske pakkerier er ifølge tal fra Eurostat på få måneder faldet med omkring 20 pct. I marts lød prisen på 260 euro per 100 kg, mens den nu ligger på 207,66 euro. Tallene er et vægtet gennemsnit på tværs af EU. 

Kan betyde konkurser

Seniorrådgiver og fødevareøkonom Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet vurderer ligeledes, at overskuddet af æg vil belaste markedet. Han spår, at det vil føre til yderligere prisfald, som vil få økonomiske konsekvenser for i forvejen trængte ægproducenter.

Udsigten til at æggepriserne kan falde yderligere kommer nemlig efter, at høje foderpriser pressede ægproducenterne i 2022.

Salget styrtdykker: Inflationen har slået bunden ud af økologiske æg

”Konsekvensen for dem, der hænger yderst i tovene, kan være, at det her er dråben, så de enten frivilligt lukker ned, eller de går konkurs,” siger han.

Det er dog for tidligt at sige, hvor hårdt det rammer ægproducenterne, fortæller han. 

Henning Otte Hansen vurderer, at den store stigning i importen af æg har større betydning end det ukrainske korn, som strømmer ind i Polen, og som har affødt hjælpepakker på milliardbeløb fra EU til de polske landmænd.

”Prischokket på det europæiske marked for æg er nok større end for det europæiske marked for korn, selv om begge har oplevet øget import fra Ukraine,” siger han.

Tager det op i EU

Jørgen Nyberg Larsen, der også er generalsekretær for den europæiske organisation European Egg Packers and Traders Association (EEPTA), arbejder på at overbevise EU-Kommissionen om, at der skal skrides ind, ligesom der blev gjort for at støtte de polske landmænd.

”Vi er nødt til at holde hånden under Ukraine, og vi støtter dem også med milliarder af kroner. Men nu er der en gruppe ægproducenter, der bliver ramt hårdt, og så må man spørge, om det er rimeligt, eller om vi ikke også skal gå ind og hjælpe dem,” siger han.

Jørgen Nyberg Larsen foreslår, at man laver de ukrainske æg til pulver og bruger dem i katastrofe-områder, så de ikke bliver solgt på det europæiske marked.

Han forventer dog først en afklaring sidst på året.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også