Salget styrtdykker: Inflationen har slået bunden ud af økologiske æg

Den buldrende inflation sætter sig mærkbart i efterspørgslen på økologiske æg.
Forbrugerne vender de økologiske æg ryggen, og det har betydet, at landets pakkerier må justere i produktionen, hvor flere er lukket ned, og andre har omstillet sig.
Nye tal fra Fødevarestyrelsen viser, at salget af økologiske æg er styrtdykket fra årets andet kvartal til det tredje.
11,2 pct. lyder faldet på mellem de to kvartaler, og det har vakt opsigt på Axelborg hos Jørgen Nyberg Larsen, der er sektorchef i Danske Æg under Landbrug & Fødevarer.
”Et sådan fald har vi aldrig set før,” lyder det fra sektorchefen.
Ser man tilbage på udviklingen i salget af økologiske æg gennem de første tre kvartaler af 2022, steg salget med 3 pct. sammenlignet med samme periode året forinden.
Opbremsningen kommer derfor få måneder efter Ukraine-krigens udbrud, hvor de danske forbrugere har oplevet en galopperende inflation, der er nået op over 10 pct. i perioder.
Forskydningen blandt kategorierne sker i en tid, hvor der fra politisk hold er et fokus på dyrevelfærd, og der bliver gjort et opgør med blandt andet produktionen af buræg, som fra årsskiftet bliver gjort ulovligt for nye producenter.
”En af årsagerne kan være den nuværende økonomiske situation med høj inflation, hvor forbrugerne vender hver en mønt, når de handler. Økologerne har i mange år snakket tingene op, men det ser ud til, at vi pt. har ramt muren,” vurderer Jørgen Nyberg Larsen.
Andre ægkategorier faldt langt mindre end de økologiske. Skrabeæg, der udgør 54,6 pct. af det samlede ægsalg i Danmark og dermed den største kategori, faldt med 1,1 pct. i løbet af årets tre første kvartaler.
Det samlede ægsalg til detail- og foodservice faldt med 1 pct.
Tilpasning hos pakkerierne
Det drastiske fald har også medført en omvæltning hos landets største pakkerier.
Hos Dava Foods oplevede man et fald i salget af økologiske æg på godt 15 pct. i foråret. Koncerndirektør Ivan Noes istemmer sig Jørgen Nyberg Larsens analyse med, at det er den høje inflation, der ligger til grund for udviklingen.
”Vi sælger den samme volumen som før, men vi sælger flere skrabeæg end økologiske æg. Sideløbende har vi tilpasset vores produktion og eksporteret de overskydende økoæg. Det belaster ikke vores produktionsanlæg som sådan,” siger Ivan Noes.
Den drastiske adfærdsændring har allerede betydning for ægproducenterne, der leverer til Dava. Nogle er stoppet, mens en anden har omstillet sin produktion væk fra økologi.
Samme tiltag er sket hos det økologiske pakkeri Dueholm. Ejerleder Lars Poulsen fortæller, at pakkeriet har reduceret sine hønepladser med 10-15 pct., så råvaregrundlaget i dag udgøres af 350.000 hønepladser.
”Da faldet i efterspørgslen kom, skar vi ned på antallet af egne hønsehold” siger Lars Poulsen og begrunder det med, at Dueholm har egne stalde.
”Siden er der på det danske marked sket det, at nogle producenter er ophørt og andre er flyttet til andet pakkeri, i et forsøg på at tilpasse produktionen til afsætningen,” fortsætter han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Danæg. Ifølge AgriWatchs oplysninger har pakkeriet også lavet justeringer i produktionen, hvor producenter blandt andet har lukket deres produktion.
Sygdom skaber hul i marked
Foruden tilpasningerne i produktionen vokser en kærkommen efterspørgsel fra udlandet.
Det skyldes fugleinfluenzaen, der har raseret flere europæiske landes fjerkræsektor, og som har været årsagen til aflivningen af millioner af dyr.
De omfangsrige udbrud har givet et underskud af fjerkræprodukter - heriblandt æg - på de europæiske markeder, og det har været pakkeriernes redning.
”Det er lykkes os at eksportere vores overskydende økoæg til en pris, der ikke er tabsgivende. Det har betydet, at vi ikke har skulle tage nogle drastiske beslutninger om at reducere eller stoppe den økologiske produktion. Vi har kunne bibeholde produktion og flow, og det er enormt vigtigt, fordi vi på den lange bane stadig tror på økologien,” siger Ivan Noes.
Davas største eksportmarkeder er lige nu Tyskland og Frankrig, hvor det tyske marked har en selvforsyningsgrad på omkring 70 pct. i følge ægdirektøren.
I Frankrig har fugleinfluenza slået bunden ud af udbuddet og har på kort tid skabt en mangel på æg.
I november kunne AgriWatch beskrive, at godt 22 millioner fjerkræ af blevet aflivet i landet som følge af den smitsomme sygdom. På EU-niveau er over 50 millioner husdyr blevet aflivet i år.
Kommer tilbage
Både Dava Foods og Dueholm er enige om, at den nuværende situation vil være midlertidig.
Ivan Noes og Lars Poulsen forventer således, at efterspørgslen af økologiske æg igen vil vokse, når inflationen stagnerer.
”Jeg forventer, at efterspørgslen kommer til at stige igen,” siger Lars Poulsen, og Ivan Noes supplerer:
”Hvornår det kommer igen, kommer an på, hvornår inflationen falder, og købekraften kommer tilbage. Den kommer ikke tilbage over natten, men den kommer.”