Nordjysk landbrugsinvestor nedskriver for millioner

Nedskrivninger på en række udenlandslandbrug trækker ned i Thorasos regnskab for 2022, men ejer Henrik Hougaard er optimistisk for 2023 grundet især bedre europæiske grisepriser. 
Thoraso ejer op mod 15 pct. af aktierne i Firstfarms. | Foto: Firstfarms/pr
Thoraso ejer op mod 15 pct. af aktierne i Firstfarms. | Foto: Firstfarms/pr

På trods af en stadig stigende bruttofortjeneste, skrumpede overskuddet i Thoraso Aps i 2022. 

Selskabet agerer ejer for flere virksomheder. Det er bl.a. Graintec og Scandinavian Farms Invest, men ejerskabet omfatter en lang række af datter- og associerede selskaber, enten direkte eller indirekte ejet af Thoraso. Det gælder f.eks. en ejerpost i det børsnoterede udenlandslandbrug Firstfarms, investeringsselskabet Agri Invest, ejendomsselskabet Ugtho og DUI Holding, der ejes i fællesskab med grovvarehandlerne Brdr. Ewers.

Årets overskud, der falder fra 13,5 til 5,3 mio. kr. sammenlignet med 2021, skyldes især negativ indvirkning fra Graintec og Scandinavian Farms Invest. 

Førstnævnte har ifølge årsrapporten ikke modtaget betaling som planlagt for leveringen af et anlæg til opdræt af fisk på land, mens driften i Scandinavian Farms har været negativt påvirket af dårlige bytteforhold i griseproduktionen og en bestand, som har måttet reetableres. Også selskabets salg af avlsdyr har været negativt påvirket af corona-restriktioner i første halvår af 2022. 

”Vi er jo et investeringsselskab, som har aktier i flere landbrugsrelaterede virksomheder, og når vi så har et dårligt år i f.eks. Scandinavian Farms Invest, så viser det sig jo i regnskabet. Omvendt har nogle af vores andre virksomheder, bl.a. Firstfarms, haft et godt år, og det trækker i den modsatte retning,” siger Henrik Hougaard til AgriWatch.

Danskejet Kina-svinekoncern atter i minus: Har tabt mere end halv milliard siden 2018

Han ønsker ikke at kommentere på de konkrete forhold omkring den manglende betaling til Graintec, men oplyser at man fortsat arbejder på få pengene hentet hjem. 

Som konsekvens har Thoraso valgt at nedskrive både sin kapitalandel og goodwill i Graintec, og det medvirker til en samlet set faldende balance i selskabet. Hvor de samlede aktiver i 2021 udgjorde en værdi på 623,5 mio. kr., er det tal i 2022 faldet til 560,3 mio. kr. Det svarer til nedskrivninger for et samlet beløb på 42,6 mio. kr., som er markant højere end tidligere i år. I 2021 blev der nedskrevet for 11,4 mio. kr. 

Samtidig har ejerskabet af DUI, der driver landbrug i Ukraine, været præget af krigen.

”Vi ejer en tredjedel af DUI, og det har været en lidt speciel og udfordrende situation at drive virksomhed i Ukraine, men vi har sådan set haft et fornuftigt år, for der er stadig brug for fødevarer. På grund af krigen kan vi ikke føre pengene tilbage til Danmark, men vi geninvesterer løbende overskuddet i virksomheden,” siger han. 

Direktøren er dog mere optimistisk hvad angår 2023, for der er bedringer at spore for især de europæiske landbrug.

”Det ser positivt ud for de fleste af vores virksomheder. Svinepriserne i Kina er stadigvæk lave, men i Europa er de steget, og det er positivt,” siger Henrik Hougaard. 

Thoraso forventer i 2023 at opnå et positivt resultat mellem 10 og 15 mio. kr. 

Han oplyser, at man ikke planlægger større investeringer i associerede- eller datterselskaber i indeværende år, så væksten skal udelukkende hentes ved forbedret drift af de enkelte virksomheder. 

Hougaard-familiens investeringsselskab lander tocifret millionoverskud

Thoraso ejes af Henrik Hougaard og hans familie. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også