Sektordirektør om høj pattegrisedødelighed: "Skal stagnere før den kan falde"

Forventningen er, at dødeligheden blandt pattegrise vil falde med en pct. om året i fire-fem år, fortæller sektordirektør fra L&F. Han er ikke klar til at udpege et acceptabelt niveau.
Foto: Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Trods et lille knæk på kurven dør stadig knap hver fjerde pattegris.

I 2022 lå pattegrisedødeligheden på 23,3 pct., et lille fald i forhold til året før, hvor dødeligheden nåede det hidtil højeste niveau på 23,4 pct.

Dødelighed blandt pattegrise stiger til højeste niveau nogensinde

Det fremgår af Seges Innovations landsgennemsnit for effektivitet i produktionen af grise, der netop har offentliggjort tallene for 2022.

På trods af det høje niveau og det beskedne fald ser sektordirektør for Landbrug og Fødevarer Sektor for Gris, Christian Fink Hansen, faldet som udtryk for, at de avlsmål, der skal nedbringe dødeligheden blandt pattegrise, er begyndt at vise sin effekt.

”Med den udvikling, vi har haft, kan vi ikke forvente et skarpt dyk. Dødeligheden skal stagnere, før den kan falde. Vi er på ingen måde tæt på at være i mål, men efter vi har introduceret de nye avlsmål, har Seges Innovation fulgt nogle besætninger meget tæt, og der kan vi se, at pattegriseoverlevelsen bliver forbedret markant,” siger han.

”Derfor er jeg meget fortrøstningsfuld, når jeg kigger ind i næste år,” tilføjer han.

Skal fastsætte nyt mål

Den høje pattegrisedødelighed har længe været en varm kartoffel.

Fra politisk side indførte man i 2014 en handlingsplan, der skulle nedbringe dødeligheden til 16 pct. i 2020. Både Landbrug og Fødevarer og Dyrenes Beskyttelse underskrev handlingsplanen.

Dyrenes Beskyttelse om plan for døde pattegrise: ”Det virker som en syltekrukke”

Siden da er pattegrisedødeligheden steget, hvilket har medført kritik af branchen, mens landbrugsminister Jacob Jensen (V) i januar blev indkaldt i samråd.

Minister indkaldes i samråd om døde pattegrise

Christian Fink Hansen fortæller, at 16 pct. var et helt urealistisk mål, da det ifølge ham er den biologiske grænse for, hvor mange pattegrise i et kuld, der kan overleve.

Han kan ikke fortælle, hvad et acceptabelt mål vil være, men når der er mere data tilgængeligt om nogle år, kan der fastsættes et mål. 

”Den acceptable procentsats må være et stykke over den biologiske grænse. Når vi får det datagrundlag, så kan vi komme med et estimat. Den biologiske grænse er det maksimalt opnåelige i besætningerne, fuldstændig renset for miljøeffekter. Der vil altid være sygdomsudbrud og ting, der ikke går efter planen, som betyder, at man i praksis vil ligge lidt over den biologiske grænse,” siger han.

En pct. årligt

I 2022 indførte Landbrug og Fødevarer Sektor for Gris nye avlsmål, hvor sektoren ville kigge på grisens egen genetiske evne til at overleve, soens genetiske evne til at få sine pattegrisene til at overleve og kuldstørrelsen.

Det forventes at kunne nedbringe dødeligheden blandt pattegrise med en pct. årligt. 

”Når man ændrer avlsmål, så tager det noget tid, inden det slår igennem. Vi ændrede avlsmålet sidste sommer, og så tager det et halvt års tid at skifte den genetik, der er tilgængelig på købsstationerne og ornestationerne. Så vi forventede først en begyndende forbedring fra årsskiftet,” lyder det fra Christian Fink Hansen.

”Det betyder også, at når vi kigger fremad, så forventer vi en forbedring af overlevelsen med ét procentpoint om året i de næste fire-fem år,” siger han.

Til den tid vil dødeligheden så ligge lige under 20 pct. Det er vel heller ikke tilfredsstillende?

”Nu skal vi se, at det her rigtigt begynder at flytte sig, og at det har gennemslagskraft i avlen. Og når vi kommer derhen, så kan vi begynde at diskutere, hvad endemålet skal være.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også