Salget af økoæg dykkede kortvarigt hos Coop efter fund af PFAS

Nyheden om fund af PFAS i økologiske æg fik salget til at styrtdykke hos Coop, men er nu næsten normalt igen.
Foto: Mikkel Hørlyck
Foto: Mikkel Hørlyck
Ritzau

Det vakte opsigt, da det for tre uger siden kom frem, at der var fundet et forhøjet indhold af skadelige PFAS-stoffer i økologiske æggeblommer.

Hos dagligvarekoncernen Coop reagerede kunderne prompte. Salget af økologiske æg dykkede helt op til 40 procent.

Men salget er nu næsten tilbage på det normale niveau, forklarer chef for bæredygtighed i Coop Thomas Roland.

”Lige da nyheden kom ud, reagerede vores kunder ved, at de holdt igen med at købe de økologiske æg. Men der gik ikke lang tid, før salget stille og roligt begyndte at stige igen,” siger Thomas Roland.

Det skyldes ifølge bæredygtighedschefen to meldinger, der beroligede kunderne.

Dels var Fødevarestyrelsen ude med en melding om, at der ikke var grund til at gå uden om de økologiske æg, fordi æg udgør en mindre del af den mad, vi spiser.

Dels var de økologiske æggeproducenter hurtige til at sadle om og udskifte foderet til hønsene.

PFAS menes at komme fra det fiskemel, som indtil da var en del af foderet til de økologiske høns.

PFAS udskilles relativt hurtigt fra hønsene, når de ikke længere får det via fiskemel i foderet.

Det betyder ifølge bæredygtighedschefen, at forbrugerne ikke længere behøver frygte for PFAS i de økologiske æg.

Fødevarestyrelsen har i kølvandet på sagen oplyst, at man nu vil arbejde for en bredere screening af fødevarer for PFAS.

Det bakker bæredygtighedschefen i Coop op om.

”Vi taler om en global forurening, der kan dukke op mange steder. Det her er et område, vi ikke ved nok om, så det er godt, at myndighederne vil undersøge det nærmere,” siger Thomas Roland.

Hos Salling Group, der omfatter kæderne Bilka, Føtex og Netto, har man ikke set markante udsving i salget af økologiske æg.

”Salget af øko-æg svinger fra dag til dag og fra kæde til kæde. Men vi kan ikke se nogen grundlæggende ændringer i salget af økoæg set over de uger, der er gået,” skriver koncernen i et svar til Ritzau.

Ifølge Landbrug & Fødevarer er hvert tredje æg solgt i Danmark økologisk.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også