Fjerkræ-sektorens bestyrelse skrumper i størrelse fra 2024

Ligesom Landbrug & Fødevarer har fået en slankere struktur, bliver der også skåret til i organisationens sektorgrene.
Således bliver LF Fjerkræs kommende bestyrelse barberet ned fra 24 til 16 medlemmer. En enig forsamling på sektorens årsmøde har stemt ændringen igennem. Ændringen vil træde i kraft fra 2024.
”Vi har brugt noget tid på det på at skrue det sådan sammen, at det giver mening. Den udvikling vi ser i produktionsstørrelse og struktur betyder, at der kommer færre og færre producenter. Derfor skal vi også være en mindre bestyrelse,” siger formand for LF Fjerkræ Martin Hjort Jensen til forsamlingen.
Ny L&F-struktur endeligt vedtaget
Den nye bestyrelse består af otte repræsentanter fra henholdsvis slagtekyllinge- og ægbranchen.
Efter ændringen blev stemt igennem var der valg til bestyrelseen, hvor Martin Hjort Jensen og Jens Skovgaard-Jensen fik genvalg som henholdsvis formand og næstformand.
Thomas Knudsen bliver formand for producentgruppen af slagtekyllinger, mens Jørgen Nødgaard Hansen bliver det for æggruppen.
I september vedtog Landbrug & Fødevarer en strukturændring med inspiration fra Dansk Erhverv og Dansk Industri.
Dermed går organisationen fra en struktur med syv ledelseslag til tre, som bliver organiseret i ét samlet formandskab med seks medlemmer, et forretningsudvalg med 30 medlemmer og en bred hovedbestyrelse på 77 medlemmer.