Statslig landbrugsfond tabte knap 100 millioner sidste år

”Vanvittigt dårligt bytteforhold” i flere projekter verden rundt, bærer skylden for, at fonden Danish Agribusiness Fund, der har pensionskasser og staten som bagmænd, gik i rødt efter 2021. Kendt svineprojekt i Kina fik ekstra lån, fortæller direktør.
Svineproduktionen i Kina og Chile har udfordret den danske investeringsfond Danish Agribusiness Fund sidste år, viser regnskab. | Foto: PR-foto Scandinavian Farms Invest
Svineproduktionen i Kina og Chile har udfordret den danske investeringsfond Danish Agribusiness Fund sidste år, viser regnskab. | Foto: PR-foto Scandinavian Farms Invest

En række danske pensionskasser, der sammen med staten har investeret i en række internationale agrovirksomheder, fik et dårligt 2021.

Faktisk fik DAF, Danish Agribusiness Fund, et underskud for året på hele 96 mio. kr.

Det store underskud skal ses i lyset af en samlet aktivmasse på 346 mio. kr. for fonden, der blev etableret i 2016 med millionindskud fra PensionDanmark, PKA, staten samt Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU).

”Vores resultat afspejler primært konjunkturerne i landbrugssektoren. Vi facer vanvittigt dårlige bytteforhold i den animalske produktion med høje foderpriser og lave noteringer over hele verden. Det betyder, at vi taber penge i projekter, vi deltager i, og det skal værdiansættelsen jo afspejle,” konstaterer Otto Vinther Christensen, vice president i IFU med ansvar for ansvarlige fødevaresystemer.

Regnskaberne har været præget af såvel store underskud og overskud fra år til år siden opstarten i 2016.

2020-regnskabet bød på et plus på 38 mio. kr., mens 2019 og 2018 gav henholdsvis et plus på 16 mio. kr, og et minus på 43 mio. kr.

Scandinavian Farms fik ekstra lån

DAF-fonden har investeret i flere projekter, hvoraf fire investeringer stadig er aktive. Heraf de to svineprojekter - nemlig Scandinavian Farms i Kina samt Coexca i Chile.

”Vi har set underskud i Kina og Chile, og det skal afspejle sig i værdierne. Så længe vi ikke har lavet vores exit, skal vi sætte værdierne til dagspriser. Specielt så vi i Kina, at priserne er gået fra 45 kr per kilo i notering til 10 kr. Og det skal ses i sammenhæng med, at producenterne skal have mere per kilo end i Danmark, fordi det koster mere at producere grise i Kina,” påpeger Otto Vinther Christensen.

Han understreger, at de pressede svinepriser er et globalt problem.

”Vi håber på, at priserne vil rette sig i slutningen af året. Men lige nu ser vi i Kina fortsat eftervirkningerne af coronakrisen, hvor over 300 mio. kinesere er spærret inde. Det gør, at der ikke er samme efterspørgsel. Samtidig er man også påvirket af prisstigningerne på soja, foder og andet. Det vanvittigt dårlige bytteforhold i 2021 kan ingen overleve, medmindre man har dybe lommer, og det har vores investorer heldigvis” påpeger han.

”Vi ser nu, at produktionen tilpasses, både i Kina, Danmark og Tyskland, så vender det forhåbentligvis, ligesom det sædvanligvis gør.”

Scandinavian Farms fik i 2021 udvidet sit lån med 3 mio. kr. fra DAF-fonden. Disse midler gik til genetablering af besætningen efter et udbrud af afrikansk svinepest forrige år.

”Besætningen er nu genopbygget. Det er fint, at der har været opbakning til det fra ejerkredsen,” bemærker Otto Vinther Christensen.

Den kinesiske svineproduktion Scandinavian Farms Pig Industries ligger i Lianyungang mellem Beijing og Shanghai og blev etableret i 2012.

Ejerne af Scandinavian Farms Invest er brødrene Ewers via Sønderborg Korn med 33,75 pct., Henrik Hougaard via Thoraso med 20 pct., J. B. Møller Holding med 12,5 pct. af aktierne. Derudover altså investeringer fra IFU’s DAF-fond, samt produktionsdirektør Jørgen Lindberg.

Efter udbrud af svinepest i store dele af Kina blev produktionen midlertidigt lukket ned med store tab til følge. I alt har de seneste tre år fra 2018 til 2020 kostet ejerne tæt på en halv milliad kroner i underskud, viser de seneste regnskaber. Der er endnu ikke offentliggjort regnskab for 2021.

Nærmer sig exit

Ud over de to svineprojekter har DAF skudt penge i to projekter i Indien; det ene er frysetørrede frugter i virksomheden Saraf Foods.

Ramagundam Fertilizer har fået skudt næsten 62 mio. danske statskroner, viser DAF’s offentlige registreringer. Derudover har også Haldor Topsøe investeret i en aktiepost i virksomheden på 11,7 pct.

I 2021 købte DAF ekstra aktier i Ramagundam for 2,2 mio. kr.

”Projektet er blevet forsinket som følge af coronapandemien. Men nu er der igen fremdrift,” bemærker Otto Vinther Christensen.

Projektet skal producere store mængder af urea og ammonium til de indiske landbrugsvirksomheder.

Den samlede investering Ramafundam Fertilizers produktion løber op i næsten 6 mia. kroner, viser oplysningerne på IFU’s hjemmeside.

Planen er, at DAF skal ud igen af investeringerne, ligesom det er sket med en række af de øvrige projekter, som fonden har deltaget i. Først derefter kan investeringernes økonomi gøres op, melder Otto Vinther Christensen.

”Vi skulle gerne i år ud af et eller to af projekterne og så i 2023 måske to mere,” siger han.

Fra Scandinavian Farms ønsker medejer Claus Ewers ikke at udtale sig om IFU’s regnskaber - eller den kinesiske produktions økonomi.

”Jeg venter med at kommentere, til vi har regnskabet på plads. Det arbejdes der med, men vi er lidt udfordrede af de mange nedlukninger i Kina for vores revisorers arbejde,” siger han og giver udtryk for, at produktionen kører.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også