Nyt center samler forskere: Skal udvikle grønne løsninger for landbrug og fødevarer
![Arkivfoto. | Foto: Laura Bisgaard Krogh/JPA](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article13839968.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7k6afx06qhy11j4a2i28.jpg)
De otte universiteter i Danmark bliver samlet i et forskningscenter, der har til opgave at løse nogle af de aktuelle emner som en grøn omstilling af landbrug- og fødevarer står over for.
Det nye center START, der står for centre for sustainable agrifood systems, skal derfor skabe løsninger og strategier for en mere bæredygtig udvikling af området.
”Agendaen inden for landbrug og fremtidens fødevarer har meget høj prioritet for dansk forskning og de udfordringer, som vores verden står over for kræver handling for at skabe en mere bæredygtig udvikling, især inden for landbrugs- og fødevaresystemer”, siger Christine Nellemann fra DTU, som er formand for styregruppen bag.
Centeret får base på Aarhus Universitet.
Missionen er, at universiteterne på tværs kan skabe afgørende løsninger for fremtiden ved at dele ekspertise og både nationalt og internationalt skabe mere gennemslagskraft endnu hurtigere.
Det fortæller Eskild Holm Nielsen, der er dekan på Faculty of Technical Sciences på Aarhus Universitet:
”I et samarbejde med både erhvervsliv, politikere og internationale partnere vil forskningssamarbejdet skabe et stærkt fundament for missionsdrevne innovationsaktiviteter, så vi kan skabe en afgørende effekt for vores klima og miljø og sikre langsigtede løsninger på fødevareområdet,” siger han i pressemeddelelsen.
Målet er, at Danmark skal være et europæisk living lab, der kan fremvise den planlagte overgang af europæiske fødevaresystemer.
Det tværfaglige forskningssamarbejde skal krydse viden inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora.
Centeret lanceres officielt den 21. marts 2022.
Her mødes 70 forskere på tværs af universiteter og discipliner får mulighed for at møde hinanden med henblik på at indlede samarbejder i bæredygtige landbrugs- og fødevaresystemer fremover.