Mette Frederiksen vil skære i landbrugsstøtten

EU skal skrue ned for landbrugsstøtten i den kommende budgetperiode. Det mener Danmarks statsminister Mette Frederiksen.
Det skriver Jyllands-Posten.
"Vi har behov for at grønne vores landbrugsstøtte, så vi skal finde en vej i at understøtte det traditionelle konventionelle landbrug på en anden måde. Men struktur og landbrug skal fylde mindre samlet. Du får bare ikke mig til at sige nu, at så er det det ene eller andet projekt i Polen, der bortfalder. Det er for tidligt at sige," siger hun til avisen.
Mette Frederiksen fortæller videre, at hun i stedet vil have hævet budgettet for migration og klima.
Tidligere på ugen kunne AgriWatch fortælle, at et stort flertal af EU's medlemslande mener, at budgettet for landbrugsstøtten skal fastholdes i den kommende budgetperiode, selv om Storbritannien ikke længere er en del af unionen.
Under et møde mellem EU's landbrugsministre fremlagde den franske minister, Didier Guillaume, holdningen, der er bakket op af 16 andre lande - heriblandt Østrig, Irland, Polen, og Portugal.
Danmark var ikke med på listen, og det var Tyskland, som altid vejer tungt i ministerrådets diskussioner, heller ikke.
EU-ministre lægger op til stort slagsmål om landbrugsstøtten
Landbruget frygter afvikling: Grøn omstilling skal finansieres på finansloven