Stor dansk producent af spagnum er ude af Rusland

Pindstrup Mosebrug, der ejes af familierne La Cour og Stausholm, har aftalt at frasige sig ledelsesmæssige og økonomiske rettigheder til sine russiske selskaber.
Pindstrup Mosebrug i Lille Vildmose (Arkiv). | Foto: Emil Ryge Christoffersen
Pindstrup Mosebrug i Lille Vildmose (Arkiv). | Foto: Emil Ryge Christoffersen
af ritzau og watch medier

Pindstrup Mosebrug er efter et længere tilløb ikke længere aktiv i Rusland, skriver Børsen på baggrund af selskabets årsrapport.

I årsrapporten skriver Pindstrup Mosebrug, at det ikke har været muligt at gennemføre et salg, men at selskabet har indgået en aftale med køberne, hvor Pindstrup frasiger sig alle ledelsesmæssige og økonomiske rettigheder til de russiske selskabet.

”Pindstrup er dermed ikke længere aktiv i Rusland,” skriver ledelsen i regnskabet.

I er skriftligt svar til Børsen, understreger topchef i Pindstrup-koncernen René Carl-Anders Gjerding, at selskabet ikke længere er til stede i Rusland.

Her forklarer han, at de russiske aktiviteter siden efteråret 2022 har været drevet separat uden involvering fra Pindstrup.

”Det er den konstruktion, der nu er rammen for fuld afgivelse af kontrol og økonomiske rettigheder af de russiske selskaber til den lokale ledelse for en periode på minimum tre år og med mulighed for forlængelse. Vi er derfor ikke aktive i Rusland,” skriver han.

I årsrapporten skriver ledelsen desuden, at det fortsat er Pindstrups intention at afhænde de russiske aktier så snart det er muligt.

Derfor rapporteres de russiske selskaber som ophørte aktiviteter i årsregnskabet for 2022/2023.

Pindstrup Mosebrug er en af verdens førende producenter af spagnum, og bag koncernen står to ejerfamilier, som har haft meget begrænset offentlig bevågenhed. Det er familierne La Cour og Stausholm, hvis formue flere gange har ført dem ind på listen over Danmarks 100 rigeste.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår