Tiden for biogasboom er ovre: "Det ser vanskeligere ud i år"

Flere biogasselskaber kan komme i klemme i et marked, hvor omkostningerne ikke er faldet tilsvarende med gasprisen, vurderer direktør.
Foto: Nature Energy / Pr
Foto: Nature Energy / Pr

Hverdagen er igen indtruffet i biogasbranchen efter et 2022, hvor gaspriserne eksploderede og gjorde produktionen til en guldrandet forretning.

Det vurderer flere biogasproducenter - blandt andet Nature Energy, der undervejs i den ekstraordinære situation blev solgt for over 14 mia. kr. til den internationale energikoncern Shell.

”Markedet er faldet til ro efter et år, som vi nok ikke kommer til at opleve igen. Gaspriserne er faldet væsentligt, og vi forventer, at prisniveauet holder året ud,” siger Ole Hvelplund, adm. direktør for Nature Energy og fortsætter:

”Jeg har aldrig set noget lignende som i 2022, og det er min vurdering, at året var en enlig svale. Man må ikke glemme, at store ting kan ske, men det er ikke vores forventning”.

Foto: Trading Economics
Foto: Trading Economics

Naturgas-priserne oplevede klimaks i august 2022, hvor prisen lød på 339,2 euro/MWh på den hollandske gasbørs TTF. Siden da er prisen faldet støt, og i skrivende stund koster gas 40,65 euro/MWh.

Udsagnet fra Nature Energy, der driver 14 biogasanlæg i Danmark, bakkes op af flere andre aktører så som biogasinvestoren DBC Invest og interesseorganisationen Biogas Danmark.

”Den eksplosive prisudvikling i 2022 er blevet byttet ud med generelt lave prisniveauer. Vi forventer en lille stigning fra det nuværende niveau i år, men ikke på det niveau, som vi oplevede året før,” siger Biogas Danmarks formand Henrik Høegh.

Kina spiller nøglerolle

Gasprisens himmelflugt var et resultat af Vestens sanktioner mod Rusland efter landets invasion af Ukraine i februar 2022. Den krigsførende nation er storeksportør af gas, og gasprisen - og dermed også på biogas - røg til vejrs.

Nu er balancen tippet den anden vej, og ifølge Henrik Høegh er der flere årsager bag.

”Først og fremmest ser vi en lavere kinesisk efterspørgsel på gas. De store gasbåde har retning mod Europa lige nu, og det stigende udbud giver en lavere pris,” siger formanden.

Hos Ribe Biogas, der har Nature Energy som medejer, peger adm. direktør Claus Lindholt Mikkelsen også på Kina som en drivfaktor for den faldende gaspris. Den økonomiske afmatning i Kina sætter sig på landets gasforbrug, hvortil mere gas nu sendes mod Europa.

”Forsyninger af flydende gas fra Golfen og USA kommer hurtigere til Europa end forventet, og med et fald i gasforbruget er der opstået en balancering i markedet, som er kommet meget hurtigere, end vi har regnet med,” lyder det fra Claus Lindholt Mikkelsen.

Prisen på biogas ligger stadig højere end tiden før det eksplosive 2022, og her vil den fortsat være i år, lyder biogasdirektørens forventning.

Den flydende naturgas fra USA skal fryses ned til 170 minusgrader samt fragtes over Atlanterhavet. Det giver prisen på biogas et vist niveau ifølge direktøren i forhold til den billigere gas, der er blevet sendt fra Rusland.

Råvarer ikke faldet tilsvarende

Mens prisen på biogas er faldet dramatisk, har det ikke været tilfældet for de råvarer, der behandles i anlæggene.

Det presser indtjeningen hos blandt andre Nature Energy, siger Ole Hvelplund til spørgsmålet om, hvorvidt biogas er en god forretning anno 2023.

”Det ser vanskeligere ud i år, for råvarepriserne ligger stadig på et højt niveau. De vil dog falde hen over året, er vores forventning,” siger Ole Hvelplund.

Claus Lindholt Mikkelsen afblæser også festen og byder hverdagen velkommen igen. Med råvarepriser, der ikke er fulgt med prisen på gas, er det blot blevet endnu vigtigere at købe ind til gode priser.

”Man vil nok kunne forestille sig, at der er enkelte biogasanlæg, der har købt for dyrt ind og rent faktisk ser, at de har en udfordring med at få driften til at hænge sammen,” siger Claus Lindholt Mikkelsen og fortsætter:

”Der er nogen der kan komme i problemer, for er man meget baseret på landbrugsråvarer, og gasprisen falder, kan det godt være, at man ikke kommer til at tjene penge.”

AgriWatch har tidligere beskrevet, hvordan Ribe Biogas gik glip af de skyhøje priser i sommeren 2022, da størstedelen af gassen blev låst til en fast pris.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler