Lensgreve sælger halvdelen af biogasanlæg til energiselskab

Med et ”betydeligt beløb” i hånden har DCC Energi, der har DLG i ejerkredsen, købt halvdelen af det jyske biogasselskab Frijsenborg Biogas, der er ejet af lensgreve Bendt Wedell.
DCC Energi, som DLG ejer sammen med irske DCC, har købt sig ind i et af Danmarks største ”gård-biogasanlæg” med en ejerandel på 50 pct. | Foto: DCC Energi
DCC Energi, som DLG ejer sammen med irske DCC, har købt sig ind i et af Danmarks største ”gård-biogasanlæg” med en ejerandel på 50 pct. | Foto: DCC Energi

Biogassen er den seneste tid vokset voldsomt i popularitet, og nu går også grovvarekoncernen DLG ind på markedet.

Det sker gennem selskabet DCC Energi, som DLG (40 pct.) ejer sammen med irske DCC (60 pct.), der har købt sig ind i et af Danmarks største ”gård-biogasanlæg”, Frijsenborg Biogas med en ejerandel på 50 pct.

Modtag AgriWatchs nyhedsbrev gratis!

Foruden at DCC Energi nu skal beskæftige sig med biogas, markerer handlen også selskabets første satsning som medejer af dansk produktionsinfrastruktur.

”Vi står midt i en tid, hvor man snakker meget om bæredygtighed. Og der er et stort behov i samfundet for grønnere løsninger. Vi har i en lang årrække været aktive på naturgasmarkedet, så det er i den forstand også en udvidelse af vores forretning,” siger adm. direktør for DCC Energi Christian Heise.

DCC Energi står i dag bl.a. bag de danske Shell-tankstationer, mens naturgas fortsat er et stort forretningsområde.

Danmark kommer til at have brug for gas i lang tid fremover. Derfor giver det ifølge den adm. direktør ganske god mening at satse på biogassen, der i en voksende grad forventes at skulle erstatte en del af naturgassen.

Grønnere gas

Regeringen har også med sit nylige udspil ”Danmark kan mere II”, der hurtigst muligt skal gøre Danmark uafhængig af russisk gas og øge farten i den grønne omstilling, lagt op til at fremrykke og øge produktionen af biogas.

Brancheorganisationen Biogas Danmark har vurderet, at Danmark kan have 100 pct. grønt gas i det danske gasnet i 2027-2028 ved en fremrykning af statens tilskudspuljer. En sådan plan vil i givet fald udløse en årlig offentlig milliardstøtte til produktion af biogas.

”Vi ser jo også på, hvad der kommer fra Regeringens udspil på energiområdet, men naturgas vil være der i en del år frem. Vi tror ikke, det bliver i morgen, at man kan udfase hverken naturgas eller afvikle naturgasnettet,” siger Christian Heise.

Bendt Wedell har sat gang i en kyllingerevolution på Frijsenborg

Biogassen ser derfor også ind i en fremtid, der om noget virker lovende.

”Op til 25 pct. af den gas der i dag er i rørene, er biogas. Derfor ser vi det også som helt naturligt, at vi gerne vil være en del af det og rykke os lidt i værdikæden og investere i produktionen med en partner,” siger Christian Heise.

DCC Energi kommer således til at eje halvdelen af Frijsenborg Biogas, der ligger på Frijsenborg vest for Aarhus, og er stiftet af Lensgreve Bendt Wedell.

I dag producerer Frijsenborg Biogas over 15 millioner Nm3 biogas til det danske naturgasnet. Det svarer til det årlige forbrug i ca. 6.000 husstande. Gassen er bl.a. lavet af restprodukter fra to kyllingefarme på Frijsenborg og Wedellsborg suppleret af andre former for biomateriale fra landbruget og fødevareindustrien.

Foto: Niels Hougaard/Watch Medier
Foto: Niels Hougaard/Watch Medier

Store, forsigtige skridt

I første omgang er det også kun biogasselskabet vest for Aarhus, der er på tapetet i DCC Energis danske produktionseventyr.

”Det er første gang, at vi kaster os over biogas, og dermed første gang vi rykker op i værdikæden. Så nu skal vi selvfølgelig prøve at føle markedet,” siger Christian Heise.

”Vi starter op nu med et af de største gårdanlæg i Danmark, og så må vi se hvilke muligheder, der byder sig. Men det er rigtigt, at der er meget stor interesse på det her område, hvilket også bekræfter os i, at vi gør det rigtige,” føjer han til.

Det seneste stykke tid har DCC Energi da også haft stort fokus på sin ”bæredygtighedsrejse”. Den har foruden et spirende biogaseventyr også budt på en satsning på lynladere på Shell tankstationer og til private og virksomheder, der skal lede selskabet i en gradvist grønnere retning.

”Vi bliver nødt til og vi vil også gerne være med på den rejse, der er i gang. Men det er vigtigt, at vi på den her rejse kan opfylde kundernes behov både i dag og i morgen. Så vi vil gerne præge udviklingen, og gør vi bl.a. med lynladere og nu med biogas,” siger Christian Heise.

DCC Energi ønsker ikke at oplyse, hvad en ejerandel på 50 pct. i Frijsenborg Biogas har kostet, lyder det fra topchefen.

”Vi kan sige, at der er tale om et betydeligt beløb, men beløbets størrelse vil vi gerne holde for os selv.”

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EnergiWatch)

Vestjysk landbrug er gået i gang med stor udvidelse af biogasanlæg

Galoperende gaspriser er med til at firedoble Nature Energys driftsresultat

Biogasselskaber gør klar til massiv udbygning: ”Hvis biogas er våbnet, har landmændene ammunitionen”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også