Pyrolyse-organisation begejstret efter grøn trepartsaftale

Pyrolyse Danmark roser ambitionerne i trepartens aftale, men advarer mod at hvilke på laurbærrene frem mod 2027. (Opdateret)
Den grønne trepart sigter mod at biokul skal fange og lagre 0,3 mio. ton CO2 i 2030. | Foto: Rikke Kjær Poulsen
Den grønne trepart sigter mod at biokul skal fange og lagre 0,3 mio. ton CO2 i 2030. | Foto: Rikke Kjær Poulsen

Interesseorganisationen Pyrolyse Danmark ”kan ikke rose politikerne nok” for den aftale, som den grønne trepart mandag aften præsenterede. 

Det skriver Pyrolyse Danmark i en pressemeddelelse. 

Trepartsaftalen rummer bl.a. ti mia. kr. til investeringer i pyrolyseteknologien, som står til at blive en væsentlig faktor i landbrugets klimareduktioner. 

”Den danske pyrolysebranche er parat til at levere de reduktioner for Danmark, der skal til. Teknologien er klar og skalerbar og med både stabile rammevilkår og et udbud fra 2027, så kan vi reducere mange millioner ton frem mod 2035 og endnu flere frem mod 2045. Det er en stor tillid, der vises vores branche – og den skal vi leve op til,” udtaler Martin Lünell, formand for Pyrolyse Danmark. 

Men, lyder det videre, politikerne bør ikke vente for længe med at sætte gang i investeringerne og ikke vente på, at rammevilkårene er endeligt på plads. 

”Siden landbrugsaftalen i 2021 har man investeret i forskning, opskalering og forretningsmodeller. Nu er vi flyveklar, men må alligevel vente til 2027 med at brede vingerne helt ud ved et udbud. Det er derfor positivt, at politikerne også vil se på, hvad der skal i den mellemliggende periode, hvor miljø- og andre regulatoriske spørgsmål afklares,” udtaler Morten Heick, næstformand i Pyrolyse Danmark.

Planen med den nye aftale er, at de første tilskudsmillioner til lagring af biokul skal uddeles fra 2027. Her afsættes 200 mio. kr., voksende til 300 mio. kr. i 2028, 400 mio. kr. i 2029 og siden 600 mio. kr. fra 2030 og frem. Det svarer til en samlet pulje på godt 10 mia. kr. frem mod 2045. 

Tilskuddet gives pr. ton lagret CO2 i landbrugsjorden, og forventningen er en samlet reduktion på 300.000 ton CO2 i 2030. Det skal lægges til den politiske aftale om grøn omstilling af landbruget fra 2021, hvor man opererede med et mål om en CO2-reduktion via pyrolyse på 2 mio. ton i 2030.

(Opdateret kl. 10:45 med information om puljer)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår