Danish Crowns konkurrenceevne fortsætter nedturen

Topchef Jais Valeur fastholder kødkoncernens centrale målsætning om ekstrabetaling, men erkender, at det ”åbenlyst ikke kan lade sig gøre” lige nu. 
Jais Valeur, adm. direktør i Danish Crown. | Foto: Pr / Danish Crown
Jais Valeur, adm. direktør i Danish Crown. | Foto: Pr / Danish Crown

Danish Crowns efterslæb til de europæiske konkurrenter er i år kun gået én vej — nedad. 

Mens konkurrenter i de fire lande, andelsselskabet måler sig imod, har formået at øge noteringen eller i Hollands tilfælde holde stand på et højere niveau, ser det anderledes ud hos Danmarks største slagteri, hvor noteringen har måttet sænkes ad flere omgange. 

Dermed er gabet til konkurrenterne vokset støt siden årsregnskabets offentliggørelse i november, hvor det lød på ca. -2,5 kr., og har nu passeret -3 kr. per kg svinekød.

I skrivende stund er efterslæbet over 3 kr. sammenlignet med den vægtede sum af noteringerne i Tyskland, Frankrig, Holland og Spanien — Danish Crowns såkaldte benchmark-lande, som koncernen har en strategi om at lægge 60 øre over på noteringen. 

Men de +60 øre på noteringen, som siden 2016 har været Danish Crowns officielle ambition, er der længere udsigter til. 

Adm. direktør Jais Valeur sparker dog al snak om at nå den strategiske målsætning til hjørne for nu. 

”De 60 øre behøver vi ikke at snakke ret meget om, for de er langt væk i øjeblikket. Det, det drejer sig om lige nu, er at få konkurrenceevnen tilbage, så vi i hvert fald kan levere i forhold til de europæiske noteringer,” siger Jais Valeur til AgriWatch. 

”Om vi så kan lægge noget oven i er slet ikke relevant at tale om lige nu.” 

Er målsætningen droppet — eller sat ude af spil?

”Den er ikke droppet i forhold til bestyrelsen, og det er da stadigvæk en ambition. Men det, vi snakker om med ikke bare bestyrelsen, men også vores ejere og vores ansatte, er først og fremmest at få konkurrenceevnen tilbage, så vi er on par (på niveau med, red.) med resten af Europa.” 

”Man skal ikke signalere noget, som åbenlyst ikke kan lade sig gøre. Det drejer sig om at have nogle mål, som organisationen kan tro på, og vi tror på, at vi kan genetablere konkurrenceevnen,” svarer Jais Valeur. 

Besparelser og forædling skal vende skuden

Det er man altså ifølge AgriWatchs beregninger, som er baseret på tal fra Landbrug & Fødevarer, nu over 3 kr. fra — og mere end 3,5 kr., hvis man medregner de +60 øre. 

Topchefen erkender da også, at der er lang vej igen, og at besparelser i sig selv ikke er nok i den nuværende konkurrencesituation. 

”Det vil ikke gøre nok, men jeg hæfter mig ved, at det går positivt især i vores retail- og foodservice-forretninger samt forædlings-forretningen,” siger Jais Valeur.

”Der er en rigtig positiv udvikling for halvåret, og samtidig er det lykkedes os at styre omkostningerne. Det er jeg rigtig godt tilfreds med.” 

De to faktorer — lavere omkostninger og højere profitmarginer — skal tilsammen indsnævre gabet til udlandet og sikre danske svineproducenter en konkurrencedygtig pris. 

Det drejer sig om besparelser, indkapslet i Horizon-spareplanen og symboliseret med det sidste års lukning af to slagterier, samt øget profit på hvert kilo svinekød gennem et øget fokus på forædling. 

Og besparelserne er godt i gang med at tikke ind, lover direktøren. Han påpeger, at Danish Crown har leveret besparelser for ca. 500 mio. kr. ud af en samlet ramme på 1,5 mia. kr. Hertil kommer yderligere besparelser, når lukningen af Ringsted-slagteriet træder i kraft senere på året. 

”Jeg er helt overbevist om, at vi kommer til at levere de 1,5 mia. kr. i løbet af de kommende 18 måneder, og det vil jo gøre en del for at lukke gabet i konkurrenceevnen,” siger Jais Valeur.

Danish Crowns netop offentliggjorte halvsårs-tal afslører en omsætning, som falder med ca. 1 mia. kr. og et resultat, der falder med ca. 140 mio. kr. Driftsresultatet, ebit, forbedres med godt to pct., svarende til ca. 25 mio. kr. Især renteomkostninger tynger Danish Crown. Kødkoncernens finansielle omkostninger er steget med over 50 pct. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også