Danish Agro sluger grovvarevirksomhed - navn forsvinder efter 100 år

Efter 100 år er det slut med grovvare-brandet Hedegaard A/S.
Danish Agro, der de seneste knap tre år har haft fuldt ejerskab af Hedegaard A/S, vil nemlig lægge de nordjyske grovvareaktiviteter sammen under sit eget brand.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse onsdag.
”Hedegaard har en fantastisk historie, som vi vil bygge videre på, når virksomheden nu bliver fusioneret med Danish Agro. Vi er siden 2020 nået langt i vores bestræbelser på at skabe fælles fodslag, og nu tager vi dette skridt, der vil være til gavn for både kunder, medarbejdere og ejere,” udtaler Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro.
Hedegaard blev grundlagt af Peder P. Hedegaard tilbage i 1885 og hans grovareselskab var i mange år privatejet. Senere blev det børsnoteret, hvorefter en budkrig i 2008 endte med, at Dan Agro Holding, under kontrol af Danish Agro og Vestjyllands Andel, købte selskabet. I budkrigen var Dan Agro Holding blandt andet oppe mod svenske Lantmännen.
I 2020 forlod Vestjyllands Andel ejerskabet af Dan Agro Holding, og Danish Agro overtog den fulde kontrol med Hedegaard. I den aftale indgik en række frasalg af grovvarelskabets afdelinger til Vestjyllands Andel.
Danish Agro køber Hedegaard og skifter ud i ledelsen
Danish Agro-chef ville gerne have beholdt frasolgte afdelinger
Sammen vil de danske grovvareaktiviteter for Danish Agro og Hedegaard løbe op i 12 mia. kr.
Hedegaard omsatte ifølge pressemeddelelsen for i omegnen af 3 mia. kr. i 2022, der bliver selskabets sidste regnskabsår. Det endte i et driftsresultat på omkring 35 mio. kr, hvilket af selskabet betegnes som ”yderst tilfredsstillende”.
Den nuværende ledelse i Hedegaard, Mads Kristensen og Henrik Bendtsen, der har kørt parløb som adm. direktører i selskabet siden 2020, vil fortsætte i nye stillinger i koncernen. Ligeledes vil alle øvrige medarbejdere fortsætte, understreger Henning Haahr.
Henrik Bendtsen fortsætter som markedsdirektør, mens Mads Kristensen bliver ”direktør for energi, biogas mv.” i grovvareselskabet.
Hedegaard har haft hovedkontor i Nørresundby, nord for Aalborg og tæller i dag derudover 8 afdelinger i det jyske.