DLG klar til at forlade L&F's inderste cirkler: Vil fremover kun betale en tredjedel

Kontingentet skal ned, har DLG meldt til landbrugets interesseorganisation. Det kan betyde, at DLG nu forlader inderkredsen i Landbrug & Fødevarer.
Foto: Mik Eskestad
Foto: Mik Eskestad

DLG står efter alt at dømme til at forlade den inderste kreds af medlemsvirksomheder i Landbrug & Fødevarer.

Det står klart efter, at grovvarekoncernen de seneste måneder har forhandlet om at ændre sit medlemskab hos landbrugets største interesseorganisation.

Helt konkret vil landets lige nu andenstørste andelsselskab have reduceret sin årlige betaling til Axelborg til en tredjedel, erfarer AgriWatch.

DLG bekræfter, at selskabet har meldt, at man ønsker en reduktion i kontingentbetalingen.

Formand Niels Dengsø Jensen henviser dog udtalelser til adm. direktør Kristian Hundebøll, fordi sagen handler om virksomheden og drift.

”Vi ønsker en anden medlemsstatus, og det har vi meddelt Landbrug & Fødevarer. Som virksomhed har vi set nøgternt på, hvor vi får vores interesser varetaget bedst. Vi er en tung industrivirksomhed og energi fylder en stor del af vores forretning. Der er ikke noget dramatik eller nogen konflikt. Vi vender heller ikke nogen ryggen,” forklarer Kristian Hundebøll.

Direktøren kan ikke kommentere mere på, hvordan fremtiden skal tegne sig for DLG i Landbrug & Fødevarer, fordi der endnu ikke er kommet en afklaring om virksomhedens fremtid i foreningen.

Kristian Hundebøll afviser, at DLG har meldt sig ud eller truet med det. Ej heller vil DLG reducere eller forlade fællesskaberne omkring andelssektoren i Danmark.

”Vi har et fortrinligt samarbejde på tværs af sektoren, senest omkring grøn gødning. Der er ikke nogen sologang her, vi har aldrig haft så mange projekter på tværs af andelssektoren, som vi har nu,” lyder det fra DLG-topchefen.

Kristian Hundebøll ønsker ikke at hverken be- eller afkræfte størrelsen af DLG’s nuværende kontingentbetaling til Axelborg.

AgriWatch erfarer dog, at DLG tidligere har betalt i omegnen af 3,3 mio. kr. årligt, men har ønsket at reducere L&F-kontingentet til 1 mio. kr, årligt.

Får interesser varetaget andre steder

Ud over at være medlemmer af Landbrug & Fødevarer, som DLG og den øvrige branche var med til at stifte tilbage i 2009, er grovvareselskabet også medlem af Dansk Industri (DI) og Dakofo, brancheorganisationen for korn- og foderstofvirksomheder.

Gør L&F et ringere arbejde end f.eks. Dansk Industri og Dakofo, når I nu ønsker at reducere?

”Man kan ikke sammenligne. Vi har tre vigtige medlemskaber. Vi er med i Landbrug & Fødevarer, fordi vi bakker fuldstændig op om interessevaretagelsen af de politiske rammevilkår for dansk landbrug. Det gør de godt. Vi har mælkeproducenter som kunder, og de er jo også medlemmer af Arla og dermed i Landbrug & Fødevarer og får varetaget deres interesser ad den vej. Det samme med svineproducenterne via Danish Crown. Deres interesser er sikret,” forklarer Kristian Hundebøll.

”Derudover er der planteavlerne, og der er Dakofo den primære samarbejdspartner for planteavlen i Danmark, når det gælder forædling, nytænkning og interessevaretagelse. Og vi er med i Dansk Industri, hvor tingene håndteres godt og seriøst,” fortæller Kristian Hundebøll.

Netop Dakofo overtog DLG-bossen formandsposten for tidligere i år.

A-medlem, eller?

DLG har ifølge formand og adm. direktør ikke konkretiseret, hvilke opgaver man fremover ikke ønsker at få varetaget eller tage del i via L&F

Andelsselskabet, der for få år siden forlod Axelborg og rykkede hovedkontoret til Fredericia, har som stiftende virksomhed i Landbrug & Fødevarer fra 2009 status af A-medlemskab i dag. Det indebærer også pladser i L&F’s politiske ledelse.

DLGs kontingent-melding behandles ifølge AgriWatchs oplysninger i Landbrug & Fødevarer af det såkaldte kontingentudvalg, der består af formændene for de fire største andelsselskaber, altså Arla, Danish Crown, Danish Agro og DLG selv.

Formand for virksomhedsbestyrelsen Asger Krogsgaard er formand for udvalget, mens også Viggo Conradsen, næstformand i KMC og formand for Dansk Agroindustri Jens-Peter Lundgaard er med.

Meldingen kommer stort set samtidig med, at Landbrug & Fødevarer om få uger sætter gang i den nye struktur, 2.0, der er vedtaget i år. Fremover skal organisationen styres af et forretningsudvalg på 30 personer, frem for de tidligere virksomheds- og primærbestyrelser.

Det er pt. et åbent spørgsmål, hvorvidt DLG fortsat kan og skal have sæde her.

Tidligere var DLG-formand Niels Dengsø Jensen i en årrække med i toppen af Landbrug & Fødevarers politiske ledelse, blandt andet som næstformand. Han har dog ikke haft nogen poster i lobbyorganisationen siden 2014.

I den nu snart tidligere virksomhedsbestyrelse har DLG-koncernen to pladser, senest til næstformand i bestyrelsen Carl Christian Lei og driftsdirektør, COO Jesper Pagh.

Grovvarens repræsentation i L&F

Forlader DLG L&F’s øverste bestyrelser, vil det medføre en markant reduceret repræsentation for grovvaresektoren.

Heller ikke Danish Agro er i dag repræsenteret i L&F’s bestyrelser for nuværende. Her trak både adm. direktør Henning Haahr og den tidligere viceformand i L&F, formand for Danish Agro, Jørgen Mikkelsen sig efter Danbred-skandalen sidste år. Det skyldes, at de som medejere af Danbred samen med majoritetsejer L&F ikke ønskede tvivl om deres repræsentation og interesser.

Kristian Hundebøll ønsker ikke at spå om, hvordan DLG’s repræsentation i L&F vil blive efter nytår.

Handler det her om Danbred-sagen og dens efterdønninger?

”Nej, det gør det bestemt ikke.”

Har det så forbindelse til den forestående strukturændring i Landbrug & Fødevarer?

”Nej, vi har diskuteret det her i lang tid,” siger topchefen.

AgriWatch erfarer, at selv med reduceret kontingentbetaling vil L&F være dyrere at være medlem af end Dakofo og Dansk Industri.

Landbrug & Fødevarer ikke har ønsket at stille op til interview, men organisationens adm. direktør Merete Juhl udtaler på baggrund DLG’s bekræftelse i et skriftligt svar:

”Det er korrekt, at vi har modtaget en henvendelse fra DLG, der ønsker at ændre betingelserne for deres medlemskab. Vi er en organisation, hvor struktur, regler og kontingent fastsættes i fællesskab, og det er med respekt for såvel DLG som det samlede erhverv og fællesskab, at der er en dialog i gang herom. Den dialog finder jeg det ikke formålstjenligt at tage i pressen.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også