Topchef i Danish Crown: "Den her investering gjorde virkelig ondt på mig"

Slagterikoncernen Danish Crown har ligesom Arla Foods kastet store summer i at sikre produktionen, hvis der lukkes for naturgas.
Foto: Joachim Ladefoged/ERH
Foto: Joachim Ladefoged/ERH

Lige som andre selskaber over hele Danmark, har Danish Crown også de seneste måneder måttet handle meget konkret på den allestedsnærværende energikrise med trusler om stop for naturgasforsyningerne.

At prioritere at bruge penge på udstyr til olie-forbrug var langt fra med adm. direktør Jais Valeurs gode vilje.

Det sagde topchefen til fredagens konference, hvor hele fødevareerhvervet sammen med fødevareminister Rasmus Prehn (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S), lancerede en ny strategi for eksport af danske fødevarer over det næste år.

”Den investering, der har gjort absolut mest ondt på mig her i sommer, var, at vi har brugt 60 mio. kr. på oliebrændere og andet udstyr,” fortalte Jais Valeur.

”At bruge sine penge på at købe oliebrændere. De, der sælger dem til os, må jo grine. Men det er en forsikring, som vi er nødt til at investere i lige nu.”

Danish Crown søger om nødplan med olietanke på slagteri

Udtalelserne faldt i en paneldebat med andre topchefer fra fødevarebranchen herhjemme - heriblandt Arla Foods, Novozymes og Carlsberg. Her gik samtalen også på, hvor afgørende det er at handle på bæredygtighed for at kunne fortsætte eksport-aktiviteterne fremover.

Danish Crown har de seneste måneder søgt om flere tilladelser til opstilling af olietanke og -udstyr på de danske slagteanlæg og fabrikker.

Lige som en lang række af andre store fødevare- og landbrugsvirksomheder herhjemme, er andelsslagteriet på listen over ikke-beskyttede gaskunder, der i værste tilfælde kan miste gasforsyningen i løbet af bare 72 timer, hvis der opstår alvorlig mangel.

Et af de steder er på slagteriet i Ringsted, hvor man har søgt om tilladelse til opstilling af olietanke.

Koncernen slagter hver uge mellem 250.000 og 300.000 grise på de danske slagterier plus tusindvis af danske kreaturer. Dertil kommer forarbejdningen på virksomhedens fødvarefabrikker.

Naturgas har hidtil været en afgørende energikilde til en hel del af de processer, der kræver varme temperaturer.

Også Arla har i løbet af kort tid måttet lægge over 100 mio. kr. i at kunne forlade naturgas, fortalte adm. direktør Peder Tuborgh, da Arla Foods i august holdt pressemøde om sit halvårsregnskab.

Arla forbereder sig på gas-luk: Kaster store summer i nødløsninger

Danish Crown har løbende afvist at gå nærmere ind i, hvor langt virksomheden er i arbejdet på at kunne undvære naturgas, hvis dette skulle blive nødvendigt i de kommende måneder.

Danish Crowns omsætning ligger årligt i omegnen af 60 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også