LDM opfordrer Arla til fuldt stop i Rusland

Arla bør øjeblikkeligt stoppe sine forretninger i Rusland.
Sådan lyder melding fra Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter (LDM), der repræsenterer en stor andel af danske mælkeproducenter.
”Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter blander sig normalt ikke i hvor og hvordan andelsselskaberne afsætter deres produkter, så længe det sker forretningsmæssigt optimalt for at hjembringe den bedste afregningspris til andelshaverne,” lyder det i en meddelelse fra foreningen, der fortsætter:
”Men når det drejer sig om at bøje sig for krænkelser af ytringsfrihed eller anden grusom krænkelse af menneske- og frihedsrettigheder, som vi for eksempel ser i Ukraine for tiden, må vi som mælkeproducenter være på ytringsfrihedens, demokratiets og retfærdighedens side.”
Arla omsatte for 55 mio. euro (ca. 400 mio. kr.) i Rusland i 2021. 85 pct. af salget på det russiske marked er produceret lokalt, og resten er import.
LDM foreslår, at alle varer, der allerede er produceret til det russiske marked, burde blive sendt som nødhjælp til Ukraine.
AgriWatch har siden kl. 10.30 forsøgt at få en kommentar fra Arla, men det har endnu ikke været muligt.
Relaterede artikler:
Mejeripriser når historisk rekord
For abonnenter