Naturmælk klarer corona-skærene og fortsætter med at opbygge pondus

Omsætningen i Naturmælk lider stadig under corona-krisens nedlukkede foodservice. Men økomejeriet har næsten fordoblet sin egenkapital de seneste år.
Foto: PR Naturmælk
Foto: PR Naturmælk

Naturmælks omsætning blev den laveste i fire år, men det økologiske mejeri formåede alligevel at udnytte det seneste år til at konsolidere sig.

Andelsmejeriet med hovedsæde i Tinglev, der også rummer sjællandske Øllingegaard, kom ud af det forgangne 20/21-regnskab med afslutning i september med en nedgang i omsætningen på 19 mio. kr. til 370 mio. kr.

Årsagen skal findes i coronakrisens mange nedlukninger. Det er skrap kost for mejeriet, der traditionelt har haft en af de højeste salgsandele i den danske mejerisektor til foodservice- og restaurationsbranchen.

Trods tilbagegangen formåede adm. direktør Leif Friis Jørgensen og medarbejderne at skabe plus på bundlinjen, der med 5,5 mio. kr. endte på stort set samme niveau som sidste år.

"Kantine- og restaurationserhvervets udfordringer pga. corona gjorde det desværre umuligt for os at opnå den omsætningsfremgang i 2021, som vi havde håbet på," udtaler direktøren i en pressemeddelelse om resultatet.

"Men vi er stolte over, at det alligevel lykkedes at lande et af selskabets bedste overskud i nyere tid – samtidig med at mejeriets andelshavere fik en højere pris for deres mælk end året før. Der var også ressourcer til at fortsætte vores skærpede fokus på bæredygtighed, herunder klimaindsatsen, med flere nye tiltag. Samlet set må det efter omstændighederne siges at være et tilfredsstillende resultat."

Dobbelt egenkapital

Da Naturmælk overtog og fusionerede med det hårdt økonomisk prøvede Øllingegaard tilbage i 2016, endte egenkapitalsandelen på 17 pct. efter regnskabsåret.

Siden har selskabet målrettet opbygget kapital, så den nu efter i år lyder på 33 pct.

Leif Friis Jørgensen udtaler i pressemeddelelsen, at årets resultater også skal bruges til at konsolidere virksomheden. Derudover skal der sættes ekstra fut på en række bæredygtighedsinitiativer, kaldet Mælkebevægelsen, og også gøre nye produktlanceringer mulige i 2022.

Naturmælk tæller 45 mælkeproducenter, efter to stoppede i regnskabsåret og to ny kom til.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Photo: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også