Jacob Jensen efter trepartsmelding: "Jeg har udtrykt mig uklart"

Efter at have luftet risikoen for at forhandlingerne i den grønne trepart kan trække ud, slår landbrugsminister Jacob Jensen (V) nu én ting fast: Man arbejder fortsat efter at være færdig i juni.
Landbrugsminister Jacob Jensen (V) (midt for) understreger torsdag eftermiddag, at regeringen fortsat arbejder efter at færdiggøre en grøn trepartsforhandling i juni. | Foto: Jens Dresling
Landbrugsminister Jacob Jensen (V) (midt for) understreger torsdag eftermiddag, at regeringen fortsat arbejder efter at færdiggøre en grøn trepartsforhandling i juni. | Foto: Jens Dresling

BRUXELLES – Der skal ikke herske nogen tvivl hverken blandt landmænd, forhandlere eller andre steder i Danmark: Der arbejdes efter, at den grønne trepart afsluttes i juni.

Det fastslår landbrugsminister Jacob Jensen (V) nu i en skriftlig kommentar sendt til AgriWatch sent torsdag eftermiddag.

”Regeringen vakler ikke på nogen deadline, og jeg har udtrykt mig uklart, hvis man kunne få den opfattelse,” skriver Jacob Jensen.

Meldingen fra den danske minister kommer, efter at han over for AgriWatch tidligere på ugen luftede muligheden for, at deadlinen i den verserende grønne trepartsforhandling – der oprindeligt har været forventet afsluttet inden udgangen af juni – potentielt kunne blive overskredet.

“Vi bestræber os på – men planer er altid til for at kunne blive ændret – at kunne blive færdig inden sommerferien. Det er rent lavpraktisk ved udgangen af juni,” sagde Jacob Jensen til AgriWatch, der dog håbede og regnede med, at arbejdet kunne være færdigt.

Direkte adspurgt, hvornår arbejdet reelt ville være færdig, erkendte ministeren, at han ikke vidste det.

Treparten er central for danske landmænd, da forhandlerne i disse dag - og bag lukkede døre - er ved at udstikke sektorens fremtidige grønne krav og afgifter. 

Blandt de centrale pejlemærker har været forårets opsigtsvækkende rapport fra den såkaldte Svarer-gruppe, der i sine konklusioner nåede frem til, at en kommende CO2-afgift i praksis for at være effektiv vil skulle beløbe sig på 125-750 kr. pr. ton udledt CO2.

Et forslag, der ved den mest gennemgribende sats på 750 kr. pr. ton ifølge gruppen vil kunne resultere i jobtab på 8000 fuldtidsbeskæftigede og ”en stigning i konkursrisikoen på 25 procentpoint” for kvægbedrifter.

Selv har regeringen tidligere anført, at forventningen er, at forhandlingerne i praksis vil kunne være afsluttet inden udgangen af juni. En linje, som Jacob Jensen i dag understreger, fortsat er den gældende målsætning.

”Regeringen arbejder fortsat efter, at vi skal færdiggøre arbejdet i grøn trepart i løbet af juni,” konstaterer Jacob Jensen torsdag eftermiddag til AgriWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også