Rådgiver: Landmænd glipper millionbeløb i dårlige aftaler om solcelleanlæg

Danske landmænd siger for hurtigt ja til aftaler med energiselskaber, som henvender sig med fristende tilbud om solcelleanlæg, mener rådgiver. Landmænd risikerer ifølge ham at tabe flere millioner på dårlige kontrakter.

Det kan være svært ikke at blive forblændet af et godt tilbud.

Sådan er det også for danske landmænd, der bliver kontaktet af energiselskaber med fristende kontrakter om forpagtning af jord til solceller.

Det mener Henrik Langballe, økonomikonsulent i Velas Energy.

Han vurderer, at der er bedre aftaler og flere penge at hente for landmændene.

”Vi ser, at mange landmænd har sagt ja til en mundtlig aftale og bliver bundet på en kontrakt i 30 år med dårlige betingelser,” siger han.

En kritik som energiselskaberne Betterenergy og Europeanenergy afviser over for AgriWatch.

Energiselskaber afviser kritik om dårlige solcellekontrakter: ”Man må ikke stirre sig blind på højeste pris”

Henrik Langballe har specialiseret sig i at rådgive landmænd i solcelleprojekter, og han oplever, at landmændene uopfordret bliver kontaktet med tilbud om at tjene penge, der er svære at stå for.

Han mener, det er forståeligt, at landmændene bliver fristet og ikke tænker over faldgruberne i en kontrakt.

”Landmænd har været vant til at dyrke hvede og have et dækningsbidrag på 5-6.000 kr. om året. Her får de måske tilbudt et dækningsbidrag på 10-20.000 kr. per hektar, og så er det svært ikke at blive forblændet af det,” siger han.

”Men landmanden kan få det tredobbelte, uden at røre en finger, hvis han kontakter os først,” lyder det fra Langballe, der dermed også fortæller, hvilken økonomisk interesse Velas har i området.

Nyt forretningsben

Henrik Langballe mener ikke, man kan konkludere, at landmænd er for dårlig til at forhandle, men at der derimod er en ubalance i forhandlingsvilkår.

”Solcellefirmaerne sidder med nye kontrakter hver uge; de er jo eksperter i det. Omvendt er det ofte første gang, en landmand laver sådan en kontrakt i sit liv, så han har ikke jordisk chance for at vide, hvad der er op og ned,” mener Henrik Langballe.

Det er ifølge rådgiveren ofte meget komplekse kontrakter, der typisk har en løbetid på 30 år, som landmænd bliver tilbudt. Men de kan være svære at gennemskue for landmænd, fordi det er et nyt forretningsområde, forklarer han.

Landmænd risikerer, at blive låst, hvis ikke der er indskrevet tidsfrister, betingelser eller dagbod i kontrakterne, for så fanger fælden, pointerer rådgiveren.

Næsten hver næsten anden landmand har indgået en mundtlig aftale med et solcellefirma, før de får en rådgiver til at kigge tilbuddet igennem, vurderer Velas Energy.

”Vi kan løfte landmandens indtjening på projekterne løftes med op til 120.000 kr. per hektar gennem lejeperioden. I nogle tilfælde endda mere. Med udlejning af eksempelvis 60 hektar, betyder det en tabt gevinst på 7,2 mio. kr.,” forklarer Henrik Langballe.

”Det er voldsomt store beløb, landmændene går glip af.”

Anbefaler solceller

Henrik Langballe, der de seneste år har været inde over solcellekontrakter for over 80 landmænd, opfordrer derfor alle landmænd til at få en rådgiver ind så tidligt som muligt i forløbet.

”Vi bliver typisk kontaktet, når landmanden har et udkast på en aftale, som de gerne vil have os til at kigge igennem, inden de skriver under. Men der er vi så langt i processen, at landmanden har sagt ja til nogle ting, der er svære at forhandle om,” forklarer han.

Langballes anbefalinger er at kigge på, at opsigelsesperioden for solcellevirksomheden matcher landmandens på 30 år, at der er styr på optionsaftaler og betingelser, og at hektarpriserne f.eks. kan hæves 3-4.000 kr. per hektar per år.

Under alle omstændigheder anbefaler han, at landmændene undersøger muligheder for at få solceller på jorden.

Det kan være ved udlejningsaftaler eller ved selv at opføre anlæg.

”Der er enormt store fortjenester for landmænd, der vælger at kaste sig over solceller, uanset hvilken model de vælger. Det kræver bare, at de får forhandlet de rigtige betingelser på plads”, siger han.

Forening: Staten gør for lidt for at sikre dansk landbrugsjord mod udlandsopkøb

Bindende folkeafstemning: Solceller må kun etableres på lavbundsjord de kommende år

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Det nye partnerskab i Vendsysel vil håndtere 800.000 tons biomasse om året. | Foto: Christian Falck Wolff

Nyt biogas-samarbejde søger om udvidelse

For abonnenter

Listen med landbrugshandler over fem millioner leveres dagligt via Resights. | Foto: Mikkel Kjær

Her er de seneste landbrugshandler

Læs også